Luk

VILLUM FONDEN og VELUX FONDEN

VILLUM FONDEN og VELUX FONDEN er almennyttige fonde, der støtter forskning, miljø, sociale og kulturelle projekter i ind- og udland. I 2020 uddelte de tilsammen 1,1 mia. kr.

Fondene er stiftet i hhv. 1971 og 1981 af civilingeniør Villum Kann Rasmussen – grundlægger af bl.a. VELUX A/S og andre firmaer i VKR Gruppen, der har til formål at bringe dagslys, frisk luft og et bedre miljø ind i menneskers hverdag. VILLUM FONDEN er hovedaktionær i VKR Gruppen.

Hvorfor algoritmer, data og demokrati?

Digitaliseringen breder sig med en effektivitetens logik, fordi den kan optimere alt. Fra sociale relationer til arbejdspladser, forskning og uddannelse. Vi kan nå mange flere, og vi kan nå meget mere.

Kunstig intelligens kan diagnosticere sygdomme ud fra mere viden, end nogen læge kan tilegne sig. Algoritmer kan køre bil uden at begå menneskelige fejl. Ligesom algoritmer kan hjælpe os med at finde og vælge hvad som helst – fra en opvaskebørste til en kæreste. Algoritmer forandrer alt, fordi de effektiviserer beslutninger.

Men de rejser også en række spørgsmål: Kan vi diskutere etikken, når teknikken rationaliserer alle beslutninger? Skal vi gribe ind, når algoritmen forudser en bestemt grad af sandsynlighed for, at et barn udsættes for vanrøgt? Skal vi lade algoritmer træffe politiske beslutninger, fordi de gør det på et mere rationelt grundlag? Hvordan undgår vi, at den teknologiske udvikling medfører polarisering og ulighed? Hvordan undgår vi, at sociale medier distribuerer fake news og accelererer aggression, uvidenhed og mistillid?

Svarene er lige så komplekse, som spørgsmålene er komplicerede. Men vi har brug for langt mere indsigt i, hvordan vores data handles og behandles. Vi har brug for tillid til de systemer, der træffer beslutninger på baggrund af algoritmer. Vi har brug en digitalisering, der fremmer et kulturelt og socialt bæredygtigt demokrati. Vi har kort sagt brug for at blive meget klogere.

Derfor har Velux Fondene doneret 100 millioner kroner til forskning og forandring i projektet ADD (Algoritmer, Data og Demokrati).

Du kan læse mere om fondene på deres hjemmeside