ADD-bloggen giver et indblik i ADD-projektets forskning på tværs af de seks universitetspartnere. Mød vores forskere fra Aalborg Universitet, Aarhus Universitet, Copenhagen Business School, Roskilde Universitet, Københavns Universitet og Syddansk Universitet. Læs om deres projekter, aktiviteter, idéer og tanker – og få et nyt perspektiv på de kontroverser og dilemmaer, vi står overfor i digitaliseringens tidsalder, og ideer til, hvordan vi kan arbejde for at styrke det digitale demokrati.
Af David Budtz Pedersen, Professor på Aalborg Universitet
Det er ingen overraskelse, at der er voldsomme ting undervejs i amerikansk politik og teknologi. Sammensmeltningen mellem de to domæner er velbeskrevet. Men konsekvenserne er så radikale og undergravende, at man som europæer næsten ikke begriber omfanget. Her følger en rapport fra et rystende møde for nyligt med forskerne fra OpenAI.
De fleste husker nok kameraet, der ruller forbi Trump ved hans indsættelse som USA’s 47. præsident foran The Capitol i Washington. Bag ham står cheferne for de amerikanske techgiganter. Elon Musk, Mark Zuckerberg, Jeff Bezos og Sundar Pichai. Det er et enestående tidsbillede. Præsidentembedet smelter sammen ikke blot med industrien men med teknologien. I ugerne efter indsættes Musk som chef for effektiviseringsprogrammet i den amerikanske statsadministration, der ved hjælp af AI skulle barberers radikalt ned. I styrelser og ministerier modtager embedsfolk mails, der meddeler massefyringer og omlægning af statslige prioriteringer.
Det er en hidtil uset syntese mellem teknologi og demokrati – eller autokrati – som står til verdens skue. Og da Musk nogle få måneder senere i et forvirrende forløb flygter ud af rampelyset i Washington for at koncentrere sig om sine forretninger, heriblandt Tesla og SpaceX, står observatører og kommentatorer tilbage med et helt og aldeles aparte og urovækkende sindbillede.
Men det slutter ikke her.
USA har under Trump II indledt et skæbnesvangert og radikalt dystopisk forhold til teknologi. Det strækker sig helt ind i den vestlige metafysik og erkendelsesteori. Ved det største forsknings- og innovationspolitiske årsmøde i USA, der hvert år afholdes af American Association for the Advancement of Science (AAAS), havde man i forrige måned inviteret Alex Lupsasca fra OpenAI som hovedtaler. Det var uden sammenligning det mest sindsoprivende oplæg, jeg har hørt i min karriere som forsker. Lupsasca og hans team står for den del af OpenAI, der eksperimenterer med brug af kunstig intelligens til at gøre nye opdagelser inden for matematik og kvantefysik.
OpenAI er stærkt fokuseret på at drive fremtidens videnskabelige gennembrud ved hjælp af kunstig intelligens. Det kan måske lyde meget uskyldigt, at techvirksomheder som Google, OpenAI og Meta i dag er blevet drivende for fremtidens videnskabelige landvindinger. Men det har langtrækkende konsekvenser for resten af samfundet.
I den klassiske model for innovation er det forskere ved universiteterne, der driver nybrud og opdagelser, der fører til nye virksomheder og teknologier – ofte i et samspil mellem etiske, kommercielle og sociale hensyn.
Denne model er techgiganterne af mange grunde ikke længere interesseret i. De ansætter de bedste forskere i private jobs til lønninger, intet universitet kan matche. I dag er al forskning i kunstig i intelligens placeret på private hænder. De få virksomheder, der besidder størstedelen af verdens regnekraft, bruger teknologien til at udvikle kode, gøre opdagelse og løse problemer, som intet menneske er i stand til.
Problemer, der normalt ville tage uger hvis ikke måneder eller år at løse, kan i dag løses af maskiner på langt kortere tid. Og selvom resultaterne ikke har samme dybde, som de videnskabelige landvindinger, vi normalt forventer af mennesker, er resultaterne gode nok til at drive nye produkter og udvikle stærkere og stærkere algoritmer.
Denne omplacering af talent fra universiteter til industri er ikke blot et paradis for dataloger, der får kæmpe lønninger og adgang til verdens mest potente supercomputere. Det er et opgør med selve det vestlige demokratis vidensform. Både Trump og techgiganterne hader universiteter og den uafhængige grundforskning. Hvis det kan lade sig gøre at drive de ønskede teknologiske fremskridt rent industrielt, kan man samtidig droppe finansieringen af uafhængige vidensmiljøer. Det sagde OpenAI selvfølgelig ikke på konferencen, men det var helt tydeligt underteksten. USA får teknologien men slipper for besværet med kritiske universitetsforskere.
Universiteterne anses af Trump og J.D. Vance som farlige. Den politiske drøm er at udvikle forskning og teknologi alene på private hænder. Uden at skulle være afhængige af forskere, der råber op om menneskerettigheder, klimaforandringer og social ulighed. I den amerikanske finanslov for 2026 forsvinder endnu flere bevillinger til forskning i misinformation, ulighed, genterapi, klimavidenskab, fordi emnerne anses som politisk uønskede.
Drømmen er, at viden og teknologi skal frembringes uden universiteternes mellemkomst. Selv verdens bedste datalogiske institutter på Stanford og MIT kan i dag ikke tilnærmelsesvis nå OpenAI til sokkeholderne. De har ikke regnekraft, talent eller ressourcer, der matcher de hundredvis af milliarder, der tilføres virksomhederne. Universiteterne har derimod bekymrende og utilfredse forskere, der ser den private teknologi som en trussel mod demokratiet.
Men hvad skal AI så bruges til i denne privatiserede technopolitiske virkelighed? Det er åbenlyst, at det ikke handler om sikre fremtidens kræftbehandling eller løse klimaproblemer. Der er simpelthen ingen interesse for disse almenmenneskelige velfærdsgoder hos techgiganterne. Biotech og biomedicin er på vej ud af deres søgelys. Hvad der er tilbage, er algoritmer, der driver underholdning, pornografi, skriveassistenter og en underskov af andre indholdsprodukter, der fastholder brugernes opmærksomhed og skaber en parallelverden af forbrug og distraktion. Resultatet er, at den enkelte borger mister fodfæstet og afkobles fra den sociale livsverden. Kritikken forsvinder. Borgerne passiviseres.
Den demokratiske borger bliver reduceret til et økonomisk objekt. AI-produkter skal indkøbes overalt i samfundet og individerne skal gå hjem efter arbejde og uploade deres identitet til kredsløbet. Borgerne forsvinder ind i en AI-genereret virkelighed fuld af ligegyldige videoer, billeder, lyd, tekster, powerpoint slides og skingre meningstilkendegivelser.
Som dansk forsker er det svært at undslå den tanke, at Europa måske kan være et alternativ til den amerikanske tech-dystopi. Vi er nødt til at stå sammen, sikre vores videnskabelige og teknologiske suverænitet, gøre os uafhængige af stormagterne og sikre, at vi har viden i bredden og dybden. Vores samfundsmodel og demokrati afhænger af adgangen til bred viden og dyb forståelse af menneske, samfund, politik og teknologi. Desværre er jeg ikke sikker på, at vores studiekreds i Europa kan modstå presset.
Oplysningstiden er endegyldigt forbi.
*Dette debatindlæg blev udgivet hos Politiken d. 1. marts 2026