Luk

DGI: Teknologi og algoritmer påvirker også danskernes foreningsfællesskaber

Foreninger handler om mødet mellem mennesker, bevægelse og dannelse. Det handler om dialogen og ansvaret for det fællesskab, der er kernen i det hele.

Af Charlotte Bach Thomassen, formand for DGI

Det frivillige foreningsliv, herunder DGI’s flere end 6600 medlemsforeninger, er lige der, hvor samvær, bevægelse og demokratiske dannelse i forpligtende fællesskaber finder sted. 

Foreninger handler om mødet mellem mennesker, bevægelse og dannelse. Det handler om dialogen og ansvaret for det fællesskab, der er kernen i det hele. 

Teknologi og algoritmer påvirker også danskernes foreningsfællesskaber. Måden vi er sammen på og måden vi oplever verden. På godt og ondt. Derfor er DGI med i ADD-projektet.

På den ene side muliggør og udvikler teknologi og digitale løsninger vores evne til kommunikere, organisere og formidle. Også i den lokale idrætsforening. 

På den anden side udfordrer tech-giganternes algoritmer i stigende grad den demokratiske sammenhængskraft, når vi i et ekkokammer måske kun ser opslag fra meningsfæller. Udvalgt af en matematisk formel ud fra lige præcis vores helt specifikke baggrund, arbejdsliv og præferencer.

Algoritmernes søgen efter interaktion og deling af usunde kropsidealer udfordrer også den mentale sundhed, trivslen og den kropslige dannelse. Og bliver dermed en modstander til meget af det, som foreningslivet også er.

I DGI møder vi ikke hinanden med spørgsmål, som ”er du god nok?”, men i stedet ”har du lyst til at være med”? 

Vi skal bruge og omfavne teknologien og dens muligheder, men uden at lade os styre. 

Derfor rådgiver og understøtter vi i DGI i disse år landets idrætsforeninger i at udnytte datadrevne muligheder. Nye normer og forventninger i forhold til fleksible deltagelsesformer, typer af medlemskaber, kommunikationskanaler og dataanvendelse. Og med klar forståelse for, at teknologi desværre også i foreningslivet kan misbruges til at krænke andre eller til andre former for misbrug, svindel eller overgreb.

Vi har også fokus på den tredjedel af frivillige i idrætsforeningerne, som ifølge vores undersøgelser måske ikke har overskuddet eller ressourcerne til at være på forkant med digitalisering. 

Det handler med andre ord om at sikre en udvikling, der byder på muligheder for fremtidens idrætsforeninger og vi vil være på vagt, så teknologi og algoritmer ikke bliver en trussel mod vores idrætsforeninger i Danmark men derimod en medspiller.

Derfor er vi med i alliancen. For at medvirke til ADD projektets vision, og, fra vores perspektiv, sikre de demokratiske værdier og legitimitet i den eskalerende indflydelse, som algoritmer, databrug og nye teknologiske vindinger har, og fremadrettet i endnu højere grad vil få, på vores liv. Også når det vi søger, er at indgå i offline fællesskaber med idræt, motion og bevægelse i vores fritid.