Luk

Aarhus bibliotekerne: Bibliotekerne spiller en vigtig rolle for at bringe borgerne tættere på at forstå de nye teknologiers muligheder og begrænsninger

Aarhus bibliotekerne og Dokk1 er nogle af byens kulturelle knudepunkter. Her arbejdes der for at styrke danskernes digitale dannelse og teknologiforståelse gennem konkrete aktiviteter.

Dokk1 er et af Aarhus’ kulturelle knudepunkter, der huser byens hovedbibliotek og borgerservice. Her kan man deltage i en række aktiviteter skabt i samarbejde med vores partnere og byens borgere, hvor du kan lære nyt, blive inspireret, møde andre, skabe noget sammen og fordybe dig.

Som en del af vores politik arbejder vi med digitalt medborgerskab som en ny dimension i det demokratiske fællesskab. Derfor kan du på Dokk1 også afprøve og opdage nye teknologier, lære om designprocesser, lære at forstå og tale data og deltage i de store events som fx Makerfaire og Internet Week Denmark.

Vi er optagede af at danne partnerskaber på tværs for at gøre data nærværende og anvendelig for borgerne. Siden 2018 har vi med støtte fra Slots- og Kulturstyrelsens Udviklingspulje arbejdet med Datademokrati (www.datademocracy.dk). I det projekt er der udviklet konkrete værktøjer og nye partnerskaber, der skal gøre bibliotekerne i Danmark stærkere på datafeltet.

I ADD-projektet vil vi dele erfaringer fra projekter om fx IoT, datalabs, datakompetence. Herudover har vi en fysisk platform på og omkring Dokk1 samt i byens 18 lokalbiblioteker en god ramme for inddragelse, debat og formidling. Det er også oplagte steder til at samle borgere, forskere og praktikere for at blive klogere på datafeltet sammen.

Hvad kan bibliotekerne bidrage med i den digitale omstilling?

Siden internettet kom i 90’erne, har bibliotekerne spillet en aktiv rolle ift. at få borgerne introduceret til nye teknologier og forebygge udviklingen af et teknologisk A og B hold. Der har været og er fortsat fokus på at styrke danskernes digitale dannelse, data- og informationskompetence. Bibliotekerne kan hjælpe med at bringe borgerne tættere på at forstå de nye teknologiers muligheder og begrænsninger og dermed træffe proaktive valg for sig selv, men også for samfundet som helhed? Der er brug for et regulært folkeoplysningsprojekt og her kan bibliotekerne, som allerede arbejder med digital dannelse og teknologiforståelse være en central medspiller.  

Herudover kan bibliotekerne som platform for at et folkeoplysningsprojekt også bidrage med:

  • At skabe partnerskaber på tværs af sektorer
  • At udvikle, hvordan et folkeoplysningsprojekt kan se ud
  • At nå ud til alle typer af borgere
  • At formidle udenfor formelle læringsmiljøer
  • At stille vores mange fysiske og online rum til rådighed for udstillinger, debat-arrangementer mv.
  • At understøtte datakompetence via borgerrettet undervisning og formidling