Sine N. Just, professor i strategisk kommunikation på Roskilde Universitet og forskningsleder i ADD-projektet
I oktober 2024 udgav et hold bestående af forskere fra Google og Oxford Universitet en artikel i Science om et forsøg med at bruge AI som moderationsværktøj mellem mennesker. I forsøget skulle AI-værktøjet agere mægler mellem individer med vidt forskellige holdninger til svære spørgsmål som Brexit, klimaforandringer og immigration. Forskerne kaldte deres AI-værktøj for ’Habermasmaskinen,’ fordi det, ifølge dem, var baseret på den tyske filosof og sociologs teorier om konsensussøgende meningsudveksling. I forsøgene viste det sig, at deltagerne foretrak de AI-genererede bud på konsensus frem for menneskelig moderation.
Jeg ved ikke, om Jürgen Habermas nåede at høre om maskinen, der er opkaldt efter ham, før sin død i april 2026. Men hvis han gjorde, var han næppe begejstret. For det første ville han mene, at det begreb om konsensus, som Habermasmaskinen opererer med, er forsimplet. For det andet ville Habermas med stor sandsynlighed ikke sætte pris på at blive gjort til en maskine.
En af Habermas’ centrale pointer er nemlig, at maskinel rationalitet truer menneskelige relationer, eller med hans tekniske begreber: at systemet koloniserer livsverdenen. Altså, at den form for rationalitet, der er styrende for samfundets økonomiske og administrative systemer, i stadigt stigende grad griber ind i alle områder af den menneskelige tilværelse og erstatter meningsskabende kommunikativ handling med en nyttemaksimerende logik, hvor effektivitet og profit er dominerende. Penge og magt trumfer menneskelige relationer. I denne optik kan AI-teknologi, der opererer ud fra sandsynlighedsberegning, ikke producere ny mening. Den skaber ikke noget nyt, men koloniserer og udnytter de mennesker, hvis kommunikation den er trænet på og efterligner.
Når og hvis Habermasmaskinen producerer mere meningsfulde sammendrag af menneskelige debatter end menneskene selv, er det et udtryk for, hvor langt ind i det menneskelige liv den systemiske kolonisering er nået, ikke en indikation på, hvor avanceret AI-teknologien er blevet. Hvis folk faktisk foretrækker maskinsammendrag – af polariserede debatter, som i dette eksempel, eller af andet indhold som f.eks. AI-genererede nyheder – må det være, fordi selve meningsskabelsen i dag er blevet meningsløs.
Siden den første udgivelse har Habermas’ teori om den offentlige sfære stået centralt i diskussioner om, hvordan den offentlige debat bedst kan organiseres for at styrke demokratiet.
Den pointe kan man udlede af et af Habermas’ sidste bidrag til diagnosen af samfundets udvikling. I 2022 blev 60-året for en af hans tidligste og mest langtidsholdbare analyser nemlig markeret med en opdatering af det, han i 1962 havde beskrevet som offentlighedens strukturelle forandring. Siden den første udgivelse har Habermas’ teori om den offentlige sfære stået centralt i diskussioner om, hvordan den offentlige debat bedst kan organiseres for at styrke demokratiet. Og siden da har spørgsmålet været, hvad der truer denne organisering – og hvordan den kan (gen)etableres.
I 1962 var Habermas’ diagnose, at den offentlige sfære trues af professionalisering og kommercialisering: Den udveksling af ideer og synspunkter, der i 1700-tallet udspillede sig mellem oplysningstidens frie borgere, som mødtes i Londons kaffehuse og Paris’ saloner, var i 1960’ernes Europa blevet overtaget af reklamefinansierede medier og orkestreret af professionelle politiske rådgivere og lobbyister.
Man kan se Habermas’ diagnose af offentlighedens strukturelle forandring som en forløber for koloniseringspointen, som han udfoldede i Teorien om den kommunikative handlen, ligesom den er tæt knyttet til hans teori om det deliberative demokrati. I de teorier opstiller Habermas et ideal, hvor den offentlige sfære fungerer som mediator mellem borgerne og staten, og derigennem sikrer statens legitimitet via fornuftig meningsudveksling. Og samtidig konkluderer han, at det ideal er truet, fordi den offentlige sfære ikke udfylder sin medierende rolle.
Allerede i 1962 mente Habermas altså, at demokratiet blev presset af offentlighedens forfald, men i 2022 syntes situationen fra 1960’erne nærmest at være en demokratisk utopi. I hvert fald er den nye virkelighed, som Habermas mener er karakteriseret ved ’samfundets videre strukturelle forandring,’ i en meget mere akut demokratisk krise end den, han præsenterede i 1962. I et essay i anledning af 60-års jubilæet diagnosticerer Habermas nutidens offentlige sfære som præget af fragmentering af meningsdannelsesprocesserne og ansvarsfralæggelse fra de digitale platformes side. Platformene bør ifølge ham påtage sig en redaktionel rolle og sikre kvaliteten af den interaktion, de muliggør, i stedet for at give alle frie tøjler til at sige og mene, hvad de vil – og hvordan de vil det.
Resultatet af de digitale platformes manglende efterlevelse af deres redaktionelle ansvar er, at medielandskabet i dag ikke kan betegnes som en samlet offentlig sfære.
Resultatet af de digitale platformes manglende efterlevelse af deres redaktionelle ansvar er, at medielandskabet i dag ikke kan betegnes som en samlet offentlig sfære. I stedet foregår den offentlige samtale i en række interessebestemte ’semi-offentligheder’, hvor deltagerne ikke er orienterede mod det fælles bedste, men i stedet agerer som privatpersoner, der ikke opfatter og opfører sig som borgere. I deres selvforståelse som brugere samler borgerne sig om specifikke interesser og mærkesager, som man f.eks. ser der i Facebook-grupper om alt fra andelsboliger og aktiespekulation til åkander og Århushistorier. Og selvom sådanne grupper kan ses som en slags digitale forsamlingshuse, har de i Habermas’ optik ikke nogen demokratisk værdi.
Med slet skjult bitterhed sammenligner Habermas i sit essay fra 2022 den øjeblikkelige situation med opfindelsen af trykpressen: ”ligesom trykning gjorde alle til potentielle læsere, gør digitalisering i dag alle til potentielle forfattere,” men spørger han retorisk, ”hvor lang tid tog det før alle var i stand til at læse?” (Habermas, 2022: 160, min oversættelse). Med andre ord understøtter de digitale platforme ikke borgerne i deres deltagelse i den slads meningsdannelse, der kan informere den demokratiske proces. Tværtimod løber indflydelsen fra systemet til borgerne; den offentlige mening ikke bare styres, men erstattes af penge og magt.
Ad denne omvej kommer vi tilbage til deltagerne i forsøget med ’Habermasmaskinen’. Når de foretrækker en maskine frem for et menneske, vil det i Habermas’ forståelse af sammenhængen mellem demokrati og deliberation, være et udtryk for, at denne sammenhæng allerede er ødelagt – og ikke et bevis på, at en maskine kan genopbygge sammenhængen. Som Habermas ser det, er målet nemlig ikke konsensus som sådan. Målet med den offentlige samtale er selve meningsdannelsesprocessen. Det er menneskers udveksling af synspunkter og argumenter, der har værdi, ikke det resultat, de eventuelt kan blive enige om.
Lige præcis her er jeg både allermest enig og allermest uenig med Habermas. Enig, fordi maskinel meningsdannelse er en selvmodsigelse; mennesker skaber mening i mødet med mennesker, og hvis medielandskabet ikke understøtter menneskelige relationer, er det et demokratisk problem. Og uenig, fordi jeg ikke ser resultatet af forsøget med Habermasmaskinen som et udtryk for et forfald i borgernes evne til selv at danne sig meninger.
Problemet ligger ikke i borgernes evne til at deltage og deres præference for den ene form for moderation eller den anden. Snarere er problemet selve det ideal om meningsdannelse, som Habermas opstiller – og som Habermasmaskinen faktisk prøver at efterligne. Det er et ideal om udveksling af rationelle argumenter mellem borgere i en fælles offentlighed, hvor konsensus måske nok ikke er mulig i praksis, men i princippet kan opnås gennem det, Habermas betegner som ’den ideelle samtalesituation’. I den situation udøver det bedre argument sin ’besynderligt tvangfrie tvang’, dvs. vi overbeviser hinanden ved hjælp af gode begrundelser, som det så at sige er umuligt ikke at bøje sig for.
Habermas mener altså, at det store demokratiske problem i dag består i den måde folk kan deltage i samtalen på, både når det kommer til de strukturelle betingelser for deltagelse, og hvad angår den måde, hvorpå deltagerne faktisk udfylder betingelserne. Her er jeg enig i den første halvdel af Habermas’ diagnose, men uenig i den anden. For jeg ser netop det demokratiske potentiale i folks faktiske deltagelse: Når vi ikke ser os selv og hinanden som abstrakte idealer, men tværtimod mødes som mennesker af kød og blod. Mennesker med interesser, som vi nogle gange kan finde sammen om og andre gange er villige til at gå på kompromis med, mens vi til tider ender i helt fastlåste og uforsonlige positioner. Det sidste er ikke i sig selv mere problematisk end det første, når bare vi kan blive enige om at fortsætte samtalen. Med andre ord er partisk og passioneret deltagelse i mine øjne ikke en demokratisk tragedie, men derimod udgangspunktet for demokratisk fornyelse. Overfor den pointe er både Habermas og maskinen for optagede af at skabe konsensus og dermed for begrænsede i, hvad der kan forstås som et legitimt bidrag til den demokratiske samtale.
Habermas er lige så relevant i 2026, som han var i 1962 og i 2022, fordi hans teorier præsenterer et solidt grundlag for at diagnosticere samfundets tilstand, og fordi det er så tydeligt, hvad hans eget ideal bygger på – og hvilke former for deltagelse det privilegerer. Idealet om den rationelle meningsudveksling er hverken så universelt, som Habermas præsenterer det som, eller så forskelligt fra maskinlogikken, som han selv mener.
Udfordringen er ikke at få alle til at deltage på en særlig måde, men at sikre, at de mange forskellige deltagelsesformer faktisk bliver hørt.
Hvis vi for alvor vil modgå systemets kolonisering af livsverdenen, må vi ikke bare afvise at gøre Habermas til en maskine, men også modstå de maskinelle dele af hans teori. Den offentlige sfære bør ikke organiseres efter, hvem der har flest penge eller mest magt, men den bør heller ikke organiseres ud fra et fælles ideal om rationel meningsudveksling. Alternativet til det ideal, som Habermasmaskinen faktisk prøver at efterleve, er nok mere fragmenteret og sværere at udlede en fælles retning fra, men det er også mere levende, involverende og i bedre overensstemmelse med borgernes faktiske forskelligheder. Udfordringen er ikke at få alle til at deltage på en særlig måde, men at sikre, at de mange forskellige deltagelsesformer faktisk bliver hørt. Måske man kunne udvikle en maskine til det?
Sine N. Just deltager sammen med politisk teoretiker Malte Frøslee Ibsen og forlægger Alexander Rich Henningsen i Brandes Selskabets debat “Habermas længe leve!” d. 15. september 2026 kl. 16.30. Billetter kan købes gennem PolitikenPlus.
ADD-bloggen giver et indblik i ADD-projektets forskning på tværs af de seks universitetspartnere. Mød vores forskere fra Aalborg Universitet, Aarhus Universitet, Copenhagen Business School, Roskilde Universitet, Københavns Universitet og Syddansk Universitet. Læs om deres projekter, aktiviteter, idéer og tanker – og få et nyt perspektiv på de kontroverser og dilemmaer, vi står overfor i digitaliseringens tidsalder, og ideer til, hvordan vi kan arbejde for at styrke det digitale demokrati.
Foto: Den tyske filosof Jürgen Habermas taler til journalister i et auditorium i Athen d. 6. august 2013. (Louisa Gouliamaki/AFP/Ritzau Scanpix).