Af Thor Blond, Sarah Steinitz og Maja Ejrnæs, Dronning Marys Center, Københavns Universitet
ChatGPT blev lanceret i slutningen af 2022. I 2026 er den generative kunstige intelligens knap gammel nok til at begynde i børnehaveklasse. Alligevel kan de bedste modeller i dag på egen hånd løse programmeringsopgaver, som ville tage en menneskelig ekspert en hel arbejdsdag. Og teknologien er begyndt at sætte spor på arbejdsmarkedet: Danske virksomheder, der tager AI i brug, ansætter efterfølgende færre nye medarbejdere end sammenlignelige virksomheder, viser en ny analyse fra Nationalbanken.
Politisk er ambitionerne lige så store som tempoet. Danmark skal være verdensførende i anvendelsen af kunstig intelligens, teknologien skal rulles ud i kommunerne i stor skala, og den skal frigøre mindst 30.000 årsværk i den offentlige sektor.
Samtidig hober spørgsmålene sig op. Hindrer kunstig intelligens elever i at lære? Hvad sker der med tilliden, når en chatbot erstatter medarbejderen ved indgangen til den offentlige service? Hvem har ansvaret, når AI har bidraget til en afgørelse, og hvad betyder det for borgernes retssikkerhed?
Ingen af de spørgsmål kan besvares af teknologien selv. Det kræver viden om både maskiner og mennesker, og det kræver, at den relevante viden når frem til dem, der træffer beslutningerne. Det afgørende er derfor ikke kun, hvor dygtige modellerne bliver, men om staten har kapaciteten til at forstå og handle på, hvad den sætter i gang. Og her kan forskningen spille en nøglerolle.
Kobling mellem forskning og politikudvikling
Sammen med professor David Budtz Pedersen fra Aalborg Universitet har vi i Dronning Marys Center interviewet 24 embedsfolk på tværs af ministerier, blandt andet i Digitaliseringsministeriet, om, hvordan forskning bruges i udviklingen af politik. For det er ikke forskning i sig selv, vi mangler i Danmark. Vi har stærke miljøer inden for både teknologi og de områder, som kunstig intelligens griber ind i: Læring, arbejdsliv, forvaltning, retssikkerhed og demokrati. Problemet ligger i forbindelsen mellem forskningen og de politiske beslutningsprocesser, og særligt tre ting går igen.
Relationer. Når et område udvikler sig så hurtigt som AI, opstår der et akut – og ofte diffust – behov for oversættelse af viden. Behovet mødes ikke nødvendigvis ved at bestille en forskningsoversigt eller vente på et nyt forskningsprojekt. Så hvem kan man ringe til for hurtig faglig sparring? Embedsfolkene fremhæver personlige relationer og løbende kontakt som det, der får viden ind i politikudviklingen. Men kontakten er ujævnt fordelt: Nogle ministerier har faste aftaler om forskningsbistand (såkaldt myndighedsbetjening), mens andre kun har sporadisk kontakt til forskningsverdenen.
Oversættelse. Forskning og politik følger forskellige logikker. Som en embedsperson siger: ”Jeg tror, at det nogle gange kan være irriterende, at [forskerne] – i stedet for at reducere – så øger de faktisk kompleksiteten. (…) Men i den verden, vi er i – den politiske verden – kigger man ikke efter at få øget kompleksiteten, men efter hele tiden at forsøge at reducere den, kunne forklare og finde på løsninger.” Kunstig intelligens er netop et felt, hvor den forskningsbaserede viden kan gøre billedet mere kompliceret. Så her skal nogen kunne oversætte forskningsbaseret viden til konkrete faglige vurderinger, som passer ind i den faktiske kontekst – og som man kan træffe politiske beslutninger på baggrund af.
Tid og faglighed. Et mere komplekst videnskabeligt landskab kræver et embedsværk, der kan håndtere den. Men tempoet i lovarbejdet er skruet op, og ifølge Magtudredningen 2.0 siger 69 pct. af embedsfolkene, at hastigheden går ud over lovgivningens kvalitet. Samtidig viser Magtudredningen, at det er almindeligt at sidde under to år i samme stilling, og at generalister fylder mere i embedsværket på bekostning af specialister. Som en embedsperson fremhæver i vores interviewundersøgelse, kan man opleve at stå på bar bund, når man som generalist skal vurdere fagspecialiseret viden: ”Hvordan kan jeg vide, at den her [undersøgelse] er bedre end den her? Og er den det? Eller er det to lige gode undersøgelser, som bare viser to forskellige ting?”.
AI løser ikke problemet for os
Det er fristende at tro, at kunstig intelligens selv kan lukke hullet mellem tilgængelig viden og politiske beslutninger. AI kan hjælpe med at finde og sammenfatte store mængder viden ekstremt hurtigt. Men embedspersonens spørgsmål ovenfor står stadig: Hvis man ikke selv kan vurdere, hvilken af to undersøgelser man skal stole på, kan man heller ikke vurdere, om modellens svar holder.
Eksperter påpeger i Nature, at erfarne videnskabelige rådgivere vurderer troværdighed af evidens ud fra en række parametre, heriblandt faglig indsigt, forskernes omdømme og kollegers vurderinger. En sprogmodels svar kan skifte med små ændringer i, hvordan man spørger, og hvilke parametre man sætter for dens arbejde. Samtidigt findes der ikke klare standarder og procedurer for at efterprøve og evaluere de svar, som modellerne kommer med. Hvordan teknologien bedst bidrager til faglig rådgivning på en troværdig og brugbar måde, er stadigvæk et åbent spørgsmål. Og selvom vi kan nå langt med generativ kunstig intelligens, kan teknologien ikke erstatte menneskelig dømmekraft, politiske prioriteringer eller demokratisk ansvarlighed. Vores interviewundersøgelse peger i samme retning: Viden bliver først nyttig, når nogen med faglig dømmekraft kan bringe den ansvarligt ind i en konkret politisk sammenhæng.
Udfordringen er ikke kun dansk. OECD beskriver, hvordan myndigheder verden over kæmper med at opbygge ekspertise og kapacitet til at håndtere og bruge AI. EU-Kommissionen, Finland og Storbritannien eksperimenterer med nye former for videnskabelig rådgivning, strategisk fremsyn og hurtig mobilisering af viden. Herhjemme har Digitaliseringsministeriet f.eks. brugt forskningsreserven til at lancere initiativer som forskningscentret CAISA (Det Nationale Center for Kunstig Intelligens i Samfundet) og desuden etableret Center for sociale medier, tech og demokrati med en ph.d.-studerende ansat. Det er gode skridt, men enkeltinitiativer gør det ikke alene. Som en embedsperson fra ministeriet siger i vores undersøgelse: ”Det er en kulturforandring. Og det tager bare lang tid.”
Byg kapaciteten, mens teknologien ruller ud
Tid har vi ikke i overflod i et travlt embedsværk. Og tidspresset bliver ikke formindsket af en udvikling i en kunstig intelligens, som buldrer afsted i et tempo, så det kan være svært at følge med. Hvis ambitionen om 30.000 frigjorte årsværk i det offentlige skal blive til bedre velfærd og ikke kun til hurtigere sagsgange, skal investeringen i teknologi følges af en investering i forbindelsen mellem forskning og politik. Når tid og specialiseret faglighed er knap i ministerierne, skal adgangen til viden ikke afhænge af, hvilke telefonnumre den enkelte embedsperson har i sit adressekartotek – eller hvordan man kom til at spørge en AI i sin prompt. Vi bør tænke i at styrke strukturerne: Flere faste forbindelser mellem ministerier og forskningsmiljøer – og folk, der har til opgave at oversætte mellem de to verdener. Ellers risikerer vi en offentlig sektor, der arbejder hurtigere og med færre ressourcer, men ikke træffer klogere og bedre beslutninger.
ADD’s gæsteblog giver et indblik i de kontroverser og dillemmaer, vi står overfor i den digitale tidsalder, vi lever i, og præsenterer ideer til, hvordan vi kan styrke vores digitale demokrati. Gæstebloggen præsenterer projekter, aktiviteter, erfaringer og perspektiver fra ADD’s netværk a videns- og fagpersoner.
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix