De globale techselskaber udgør en udenrigspolitisk og sikkerhedspolitisk magtfaktor, som rækker lagt ud over en øget bekymring og måske bevidsthed hos forbrugerne i forhold til indsamling og videreudnyttelse af data. Spørgsmålet er, om det overhovedet er realistisk at underlægge den magt øget demokratisk kontrol. Sikkerheds- og forsvarspolitikken er i øvrigt fuldstændig afhængig af et positivt samarbejde med de store techselskaber.
Hun er blevet kaldt vor tids Karl Marx. Shoshana Zuboff er forfatteren til “Overvågningskapitalismens tidsalder. Kampen for en menneskelig fremtid ved magtens nye frontlinje.” Hun har dedikeret sig selv og sin forskning til at advare mod tech giganternes forretningsmodeller, der gør os som digitale forbrugere til både det gratis produkt og den ulønnede medhjælper, der hele tiden bidrager til at gøre produktet bedre, ved at bruge det. Zuboff er i dag professor emerita fra Charles Edward Wilson ved Harvard Business School.
Zuboffs bog er historien om det store datarøveri, og dens grundteser står stadig skarpe og relevante. Om at vi tror, at vi søger på Google eller engagerer os i en debat på Facebook, men i virkeligheden er det Google og Facebook, der konstant søger på os og registrerer hvem og hvad, vi engagerer os i. Vi er som mennesker med vores adfærd og vores digitale fodspor den lettere naive indgangsport til en minutiøs digital kortlægning, som vi mere eller mindre uforvarende ruller ud for fødderne af disse techgiganter. En kortlægning af vores eget liv, vores holdninger, vores venner, vores livsstil, vores forbrug, vores blodtryk, vores seksualitet, vores drømme og vores fysiske færden. Stort set alt med andre ord.
Den viden om hver af os er guld værd. Med tilstrækkelig mange data om hver af os, kan algoritmerne med stor sandsynlighed forudsige vores adfærd baseret på vores søgninger og vores opslag på de sociale medier. Og den slags forudsigelser kan sælges videre til annoncører, politiske organisationer og mange andre. Den viden, som disse data indeholder, kan potentielt være af helt enorm stor økonomisk værdi. Disse mange platforme, som indsamler data om os, er blevet en betydningsfuld drivkraft i samfundet og i vores økonomiske strukturer og markedsstrukturer.
Det er nu to år siden Zuboff udgav sin omdiskuterede bog, hvori hun argumenterer for, at demokratiet er den eneste mulige hjælper for os til at komme ud af det magtgreb, som Big Tech har fået over os og vores samfundsøkonomi. Hun argumenterer for at gøre selskabernes indsamling og videresalg af data om os og vores forventede færden ulovlig. Det vil sige punktere forretningsmodellen for virksomheder som Google, Facebook, Amazon m.fl. Hun argumenterer for ligeledes at eliminere incitamenterne til at sælge prædiktive oplysninger om os for de store tech selskaber.
Teknologisk univers
I dag udgør en håndfuld Big Tech-monopoler den infrastrukturelle kerne i et stadigt voksende, globalt teknologisk univers. Den hastighed, hvormed sektoren har udviklet sig til et omdrejningspunkt på aktiemarkedet for globale op-og nedture, for politisk kommunikation og demokratisk debat, for geopolitisk konkurrence og handelshensyn, og i det hele taget for det daglige liv for de fleste af os, står i skarp kontrast til det meget langsommere tempo, hvor civilsamfundet og beslutningstagende organer har været i stand til at forstå disse virksomheders transformative karakter.
Big Techs enorme forretningsmæssige og økonomiske succes har sendt virksomhederne og deres topchefer på en rejse fra beundrede iværksættere med en ekstrem innovativ kapacitet til at være en politisk og økonomisk magtfaktor, som det kræver temmelig meget digital indsigt, tilløb og mod til at angribe. Til at være en ønsket sparringspartner og medskaber af samfundsløsninger inviteret ind på de bonede gulve af politiske topledere rundt omkring i verden og samtidig en kilde til enorm bekymring hos de samme politikere. En bekymring der handler om, at vi har mistet den demokratiske kontrol med selskabernes indsamling af data, deres forretningsimperium, deres investeringer og deres myriade af aktiviteter, deres skattebidrag til fællesskabet og deres overvågning af os.
Selv om lederne af Big Tech med mellemrum bliver kaldt til kritisk spørgetime i den amerikanske kongres eller i EU-Kommissionen, og selv om de bliver truet med at lovgiverne planlægger forskellige former for regulering af deres forretning og bøder for manglende overholdelse af reguleringerne, så sidder de med den lange ende af tovet. Big Techvirksomhederne er blevet enormt driftige pengeautomater for deres aktionærer, og de er robuste i forhold til selv en kraftig regulering med indflydelse på deres forretningsmodel.
Den hastighed, hvormed techsektoren har udviklet sig til et omdrejningspunkt for aktiemarkederne, for vores demokratiske debat, i stort set al politisk kommunikation, i geopolitik og i det daglige liv, står i skarp kontrast til det meget langsommere tempo, hvormed civilsamfundet og de politiske, beslutningstagende organer i hvert fald hidtil har været i stand til at forstå disse virksomheders transformative karakter og reelle magt.
Big Tech har koloniseret vores digitale grænseflader – til kommunikation (Facebook) og information (Alfabet/Google); til arbejde (Microsoft) eller forbrug (Amazon). Ved at sætte standarderne for software (Googles Android, Apples iOS) og programmer (Microsofts Office 365). Big Tech er den obligatoriske grænseflade til alle former for udveksling i den digitale økonomi.
Desuden er selskaberne så dybt infiltreret i statslige projekter, i hundredvis af militære kontrakter og i den fortsatte udvikling af hele verdens digitale infrastruktur, datacentre, cloudløsninger m.v., at det er svært at se for sig, at disse selskaber reelt får kniven for struben rent politisk.
Læg dertil at udenrigs- og sikkerhedspolitikken i dag også er teknologipolitik. Det er amerikansk Big Tech op mod kinesisk Big Tech. Det er et internationalt kapløb om investeringer i kunstig intelligens på tværs af alle kontinenter, om avancerede cyberkrig systemer, om drone-udvikling og digital overvågning.
Hvis vi kigger ind i Big Techs store interesseområder ud over det, vi kan se på overfladen, så er det sundhedsområdet og militærområdet. Alle techvirksomhederne investerer big time i det. Det kan være digitalt hospitalsudstyr, biomedicin, telemedicin og udvikling af personlig medicin. De investerer i ansigtsgenkendelse, cybersikkerhed og militære og sikkerhedspolitiske systemer for indsamling af og bearbejdning af data.
Den politiske magt, som store virksomheder udøver, er ikke noget nyt eller sjældent fænomen. Virksomhederne skaber værdi for samfundet, skaber omsætning og beskæftigelse, og de har politikernes opmærksomhed, hvis de fylder godt i landskabet på de traditionelle måleparametre. Men Big Tech er som enorme globale virksomheder i en liga for sig. De er også udenrigs- og sikkerhedspolitik. De gør sig også i en gigantisk forskningsindsats og en udvikling af sundhedssystemer. De udgør en ny økonomisk magtfaktor, en militærstrategisk og sikkerhedspolitisk magtfaktor. Hvis vi skal have udviklingen under demokratisk kontrol, så skal politikerne steppe gevaldigt op på regulering, viden og indsigt i det her område.
Big tech i forsvars- og sikkerhedspolitik
Tidligere mangeårig Google CEO og bestyrelsesformand, Erik Schmidt, har som formand for National Security Commission on Artificial Intelligence netop sammen med andre fra techbranchen, sikkerhedspolitiske eksperter, forskere og virksomhedsledere afleveret en rapport til den amerikanske kongres, der tegner et meget mørkt billede af USA’s position i den teknologiske konkurrence med Kina på udvikling af kunstig intelligens. USA falder markant bagud i forhold til Kina på kunstig intelligens, inden for additiv eller 3D teknologi, robotteknologi samt ansigtsgenkendelses-teknologi og supercomputere. Alt sammen noget, der kommer til at udgøre en national sikkerhedsrisiko. Amerika er ikke parat til at forsvare sig selv eller konkurrere med Kina i AI-æraen, konstaterer eksperter koldt og nøgternt i rapporten.
Den amerikanske regering kan ikke rette op på problemet alene. Den har brug for engagerede partnere inden for techindustrien, den akademiske verden og civilsamfundet, hedder det. Og Amerika har brug for at hverve sine ældste allierede og nye partnere til at opbygge en sikrere og friere verden i AI-æraen, mener eksperterne. Rapporten lægger op til næsten ufatteligt store milliardinvesteringer i AI teknologi i de kommende år, og Erik Schmidt opfordrer Europa på at tænke mere på at være medspiller for USA i dette investerings- og udviklingskapløb end at være totalt fokuseret på reguleringer af teknologien.
Erik Schmidt har netop fornyelig kritiseret EU for at forsøge at være mediator i den teknologiske magtkamp mellem Kina og USA i stedet for selv at poste milliarder af investeringer i AI teknologi, udnytte talentet i de europæiske lande og skabe nogle store virksomheder, der kan tage kampen op med kineserne.
”AI-systemer vil også blive brugt i jagten på magt. Vi frygter, at AI-værktøjer vil være det første våben i fremtidige konflikter. AI vil ikke forblive inden for supermagternes domæne. Fjendtlige stater, kriminelle og terrorister vil udføre AI-drevne cyberangreb og parre AI-software med kommercielt tilgængelige droner for derved skabe såkaldt “smarte våben” styret af kunstig intelligens. Vi vil ikke være i stand til at forsvare os mod AI-aktiverede trusler uden allestedsnærværende AI-kapaciteter og nye krigsparadigmer,” hedder det i rapporten.
Og endnu et bemærkelsesværdigt citat: ”AI-konkurrencen er også en værdikonkurrence. Kinas indenlandske brug af AI er en skræmmende præcedens for alle rundt om i verden, der værner om individuel frihed. Kinas anvendelse af kunstig intelligens som et redskab til undertrykkelse og overvågning er et stærkt modstykke til, hvordan vi mener, at kunstig intelligens bør anvendes. AI-fremtiden kan være demokratisk, men vi har lært nok om teknologiens magt til at styrke autoritære kræfter i udlandet og give næring til ekstremisme derhjemme for at vide, at vi ikke må tage for givet, at fremtidige teknologiske tendenser vil styrke snarere end udhule demokratiet. Vi skal samarbejde med andre demokratier og den private sektor om at opbygge standarder til beskyttelse af privatlivets fred i AI-teknologier og fremme demokratiske normer for at vejlede AI-anvendelser, så demokratier ansvarligt kan bruge AI-værktøjer til nationale sikkerhedsformål.”
Erik Schmidts AI-kommission konstaterer i øvrigt åbenlyst en basal mangel på indsigt og beslutningshastighed i det politiske system omkring de nye teknologier og de forsvars- og sikkerhedspolitiske aspekter af den sag. Så det interessante i de kommende måneder bliver Biden-administrationens navigeren mellem et politisk ønske om at regulere techgiganterne og stække deres forretningsmodel, deres dataindhøstning og deres enorme økonomiske magt, samtidig med at USA’s forsvars- og sikkerhedspolitiske hensyn taler for et stadig mere tæt samarbejde med de samme techgiganter og for at udnytte deres magt til at være innovationsmæssigt bolværk mod kinesernes techgiganter og de milliarder af kroner, som kineserne pumper i at blive verdensleder på de nye teknologier.
Artiklen er oprindeligt udgivet i Tidsskriftet Udenrigs