Af markedsdirektør Birte Ravn Østergaard, Systime – en del af Gyldendal-gruppen
Teknologi får i stigende grad indflydelse på vores samfund og vores liv – også inden for uddannelsesområdet. Børn og unge vokser i dag op med teknologi som et helt centralt element i deres hverdag. Computeren og mobiltelefonen er uundværlige læringsredskaber, når de tilegner sig viden. Det er herfra al kommunikation med skole, lærere og kammerater foregår. Det er her, de kan finde deres skema, de fleste af deres lærebøger og de redskaber, de skal bruge. Det er også her, at de får hurtig adgang til digitale udtryksformer, veje til at skabe digitale produktioner og til at sprede disse hurtigt og vidtrækkende.
Det er helt centralt, at børn og unge bliver uddannet til også at være digitalt dannede, så de kan forholde sig reflekterende kritisk til de medieplatforme, de møder. Som udbydere af læremidler har vi en særlig forpligtelse til at påtage os opgaven med at ruste børn og unge til at indgå aktivt, men også kritisk i et samfund, der i højere grad bliver digitaliseret. Vi vil gerne bidrage til nysgerrighed, kritisk refleksion og skaberglæde med de læremidler, som vi udvikler. Den opvoksende generation skal have computationelle kompetencer og der er allerede en transformation på vej i uddannelsessektoren. Elever møder i dag læremidler i skolen, som lærer dem at udvikle apps, at kode i scratch og at udforske Mars med data fra satellitter og jordbaserede teleskoper. Børn og unge skal også have indblik i de algoritmer, der ligger bag digitale platforme, så de forstår, hvor data generelt og data om dem selv påvirker de platforme og medier, som de møder, så uddannelsessystemet fortsat uddanner demokratiske borgere. Vi ser det som vores fornemste opgave at gøre elever i stand til at skabe nyt med digital teknologi og samtidig sætte gang i tanker om vores forhold til digital teknologi og hvordan det omskaber vores samfund.
Det er ikke kun børn og unge, som tager teknologien til sig i hverdagslivet. Det gælder hele befolkningen. Fx ser vi, at litteratur og kultur i stadig stigende grad bliver fundet og forbrugt digitalt. For Gyldendal er det en essentiel samfundsmæssig opgave kontinuerligt at bidrage med viden, indsigt og nye perspektiver på mennesket og samfundet, og det gælder naturligvis også i relation til digitaliseringen og til at skabe debat om, hvordan digitaliseringen påvirker demokratidannelsen i samfundet. Litteraturen bidrager i høj grad også til at skabe forståelse og debat om det digitale samfund. De ansatte af Olga Ravn handler om en gruppe androider, der har ikke-menneskelige overvejelser om, hvorfor de fx ikke er mennesker. Værket undersøger, hvad forskellen på et menneske og en ting er, og hvad det vil sige at være i live, hvilket naturligt sætter refleksionsprocesser i gang hos læseren. Som mennesker skal vi forholde os til teknologien, ikke mindst til kunstig intelligens og de etiske og moralske problemstillinger, den kan medføre.
Der er ingen tvivl om, at algoritmer påvirker vores måde at forstå verden på og tilegne os viden på. Med vores partnerskab vil vi gerne understøtte, at der skabes videnskabeligt belæg for, hvordan digitaliseringen kan understøtte bedre læring og hvordan nye og bedre løsninger skal designes. Undervisning kan ikke sættes på formel. Undervisning og læring opstår i mødet med dygtige undervisere og facilitatorer. Derfor er debatten om digitaliseringen utrolig vigtig. Vi inviterer derfor til diskussion ved at afholde minikonferencer, workshops og hackathons, så udviklingen sker i dialog mellem mennesker frem for maskiner.