Luk

Ny undersøgelse: Hver femte medarbejder har følt sig overvåget på arbejdspladsen

Undersøgelsen kortlægger for første gang medarbejdernes erfaringer med dataindsamling og digital overvågning på arbejdspladsen.

1 ud af 5 lønmodtagere, der oplever, at deres arbejdsgiver indsamler data om dem, har følt sig overvåget på grund af dataindsamlingen, og kun hver fjerde er generelt positivt stemt overfor, at ledere indsamler data om medarbejderne, viser ny undersøgelse.

Læs undersøgelsen HER

I Danmark bryster vi os generelt af et arbejdsmarked præget af stor tillid mellem ledelse og medarbejdere. Men i takt med den øgede digitalisering har ledere fået adgang til nye digitale ledelsesværktøjer, der indsamler store mængder data om de ansatte, og som kan bruges til at måle og kontrollere den enkelte medarbejders effektivitet og værdi for arbejdspladsen. De nye ledelsesværktøjer vækker bekymring i fagbevægelsen og blandt arbejdsmarkedseksperter – for hvad sker der egentlig med tilliden, hvis ledelsen i stigende grad baseres på kontrol og rene data?

Den helt nye befolkningsundersøgelse Danskernes holdninger til og oplevelser med indsamling af digitale medarbejderdata på arbejdspladsen kortlægger for første gang medarbejdernes erfaringer med dataindsamling og digital overvågning på arbejdspladsen. 

Undersøgelsen er blevet til i et samarbejde mellem Algoritmer, Data og Demokratiprojektet, Ingeniørforeningen IDA, HK Danmark og Dataetisk Råd. Analysen er udført af Tænketanken Mandag Morgen på baggrund af en spørgeskemaundersøgelse foretaget blandt et repræsentativt udsnit af medarbejdere på det danske arbejdsmarked.

Hver femte har følt sig overvåget på arbejdspladsen

Undersøgelsen viser, at 1 ud af 5 medarbejdere, der har oplevet at få indsamlet data om sig på arbejdspladsen, har følt sig overvåget på grund af dataindsamlingen – samtidig viser undersøgelsen, at der er en tydelig sammenhæng mellem, om man generelt oplever, at ens leder har tillid til én og ens arbejde, og hvorvidt man har følt sig overvåget på arbejdspladsen. 

Selvom størstedelen af undersøgelsens respondenter ikke har følt sig overvåget på arbejdspladsen, er det kun hver fjerde medarbejder, der er positivt stemt overfor, at arbejdspladsen indsamler data om dem med digitale værktøjer.  

Over halvdelen af undersøgelsens respondenter svarer ligeledes, at de er bekymrede for, at indsamling af data skader forholdet mellem leder og medarbejder.

”Når alle dine handlinger bliver genstand for en uigennemskuelig dataindsamling, kan det nemt give en følelse af overvågning, som kan føre til stress, mistillid og fremmedgørelse. Derfor er vi nødt til at sikre transparens om både brugen af data og formålet med den massive overvågning og dataindsamling, som finder sted på mange arbejdspladser”, siger Malene Matthison-Hansen, der er formand for Ansattes Råd i IDA.

Strategidirektør for Mandag Morgen og Altinget og leder af formidlingsdelen af Algoritmer, Data og Demokratiprojektet, Lisbeth Knudsen, siger om undersøgelsesresultaterne: 

”Det må på baggrund af undersøgelsen være åbenlyst for alle, at vi har brug for en grundig dialog på rigtigt mange arbejdspladser om brugen af de nye teknologier som ledelses- og HR-værktøj. Den dialog mangler. Det er ikke teknologierne, der er onde eller gode men den måde, vi som mennesker anvender dem på. Og ingen af os har lyst til at blive overvåget i smug. Men kan teknologierne være værktøjer for os til et bedre arbejdsliv, så skal vi da bruge de muligheder.”

Resultaterne peger også på, at medarbejderne ikke mener, at det er helt ligegyldigt hvilken type data, der indsamles. Næsten halvdelen af danske medarbejdere synes, det er i orden at indsamle data om potentielt kriminelle handlinger, imens en stor del af medarbejderne ikke mener, at det er i orden, at arbejdsgiver eller leder indsamler data om deres fysiske sundhed, deres tidsforbrug på arbejdsopgaver, deres effektivitet og deres performance. 


Ansatte kender ikke formålet med dataindsamlingen

Cirka 6 ud af 10 medarbejdere oplever, at der indsamles data om dem på arbejdspladsen – men kun hver fjerde svarer, at de har kendskab til de regler, der regulerer arbejdspladsens indhentning af medarbejderdata. Samtidig viser undersøgelsen, at det kun er et fåtal, der har været i dialog med deres leder om, hvorfor dataene indsamles, da næsten 70 procent svarer, at deres leder ikke har talt med dem om formålet med dataindsamlingen. 

Undersøgelsen viser tilmed, at de medarbejdere, der har talt med deres ledere om årsagen til dataindsamlingen, er væsentligt mere positivt stemt, end de medarbejdere, der ikke har talt med deres ledere om, hvorfor der indsamles data. 

Har du spørgsmål til undersøgelsen, skal du være meget velkommen til at kontakte senioranalytiker Marie Langmach på ml@mm.dk