ADD-bloggen giver et indblik i ADD-projektets forskning på tværs af de seks universitetspartnere. Mød vores forskere fra Aalborg Universitet, Aarhus Universitet, Copenhagen Business School, Roskilde Universitet, Københavns Universitet og Syddansk Universitet. Læs om deres projekter, aktiviteter, idéer og tanker – og få et nyt perspektiv på de kontroverser og dilemmaer, vi står overfor i digitaliseringens tidsalder, og ideer til, hvordan vi kan arbejde for at styrke det digitale demokrati.
Af Sine N. Just, professor i strategisk kommunikation ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab, Roskilde Universitet, og forskningsleder i ADD-projektet.
Den offentlige debat er blevet digital, med konsekvenser for både offentlig meningsdannelse og politiske beslutninger. I Controversial Encounters in the Age of Algorithms argumenterer jeg for, at tendenser i retning af polarisering og personalisering former den digitale debat på måder, der er skadelige for både individuelle og kollektive beslutningsprocesser. Jeg kalder denne form for digital offentlig debat for ’kontroversielle møder af anden grad’, men faktisk er den hverken kontroversiel eller et møde – det er en opvisning af fremfor reelt engagement i udvekslingen af synspunkter.
Online kontroverser er cirkulering af digitalt indhold, der ikke har andet mål end den fortsatte spredning af indholdet. Uanset den enkeltes grund til at deltage i digital debat, er den kollektive effekt yderligere intensivering af det samme indhold, der spredes med stadigt højere hastighed. Det er den intense cirkulering af variationer af “barnløse kattedamer”-memet under præsidentvalgkampen i 2024 et aktuelt eksempel på. Inspireret af JD Vances udtalelse fra 2021 om, at USA styres af “en flok barnløse kattedamer”, blev memet taget op i efteråret 2024 og brugt til at udtrykke støtte til Harris-Walz-kampagnen. Memet cirkulerede bredt – fra Taylor Swift, der identificerede sig som barnløs kattedame i sin officielle støtteerklæring, til t-shirts og merchandise, der udnyttede det kommercielle potentiale.
Dette eksempel viser, at selvom online cirkulering kan være engagerende og underholdende, har den sjældent reel effekt. Som Jodi Dean (2019) udtrykker det: “Cirkulering overskygger mening. At noget deles online afhænger ikke af, hvad det betyder, men af dets affektive kapacitet: Vækker det vrede? Er det sjovt og distraherende?” (s. 331-332). Dette, påpeger Dean, betyder, at fornuft, idéer og holdninger “… let drukner i forargelse og hundehvalpe” (s. 338).
Jeg kalder de to bevægelser for ’hadsk konflikt’ og ’hyggelig konsensus’. Deres kombinerede effekt er at hæmme vores evne til at engagere os i reel kontrovers. Når Demokraterne omfavner memet om barnløse kattedamer, bekræfter de både det nytteløse i at engagere sig i modstanderens position (den er bare ’weird’, som Walz sagde) og deres egen overlegenhed (se, venstrefløjen kan lave memes!). Det tømmer rummet for gensidigt engagement og gensidig overbevisning.
Kontroversielle møder af anden grad er formet af digitale teknologier, der bredt kan karakteriseres som Web 2.0, men i dag suppleres – eller erstattes – disse teknologier af generativ AI. Det rejser spørgsmålet: Hvordan former næste generation af digitalisering den offentlige debat? Opstår der kontroversielle møder af tredje grad? Og hvad indebærer det?
Før jeg besvarer det spørgsmål, må jeg forklare, hvad jeg mener med kontroversielle møder og definere ’første grad’ som en målestok for efterfølgende udviklinger. Mit begreb om kontroverser trækker på klassisk retorisk forståelse af ‘at argumentere fra begge sider’ og moderne videnskabs- og teknologistudiers opfattelse af ‘situationer, hvor aktører er uenige’ – og hvor uenigheden hverken kan ignoreres eller løses’ (Venturini, 2010). Dette muliggør mødet: Forståelsen af, at uenighed er en forudsætning for, at vi ved fælles hjælp kan finde brugbare løsninger, der forbliver åbne for videre diskussioner.
Kontroversielle møder af første grad har aldrig helt eksisteret i virkeligheden, men er i stedet en teoretisk idealtype. Med inspiration fra Jacques Rancières (2004) idé om, at et samfunds evne til uenighed er et mål for dets mangfoldighed, kan kontroversielle møder af første grad defineres som en social og teknologisk konstellation, der har ‘maksimum kapacitet’ for uenighed.
Modsat dette ideal har kontroversielle møder af anden grad ‘minimum kapacitet’. I denne konstellation bliver folk mere og mere uvante med at udtrykke deres egne holdninger for at overbevise andre, og de bliver mere og mere mistroiske over for andres forsøg på at overbevise dem. Det fører til, hvad jeg kalder ’lukningen af den retoriske sans’, hvor meninger ikke længere formes gennem åben idéudveksling, men via algoritmisk organiserede datastrømme, der overbeviser i det stille.
Her forstår jeg retorik som ‘motiveret ræsonnement’, dvs. den kombinerede brug af rationalitet og følelser, der gør det muligt for samtalepartnere at tune ind på hinanden. Når vi ikke har adgang til den retoriske sans, mister vi ikke kun evnen til at overbevise andre, men også til at blive overbevist af dem. Det betyder, at den offentlige debat ikke kan tjene demokratiet, fordi den ikke medierer mellem individuelle interesser og offentlige meninger.
Kan generativ AI hjælpe med at genåbne den retoriske sans og genoprette den offentlige debats demokratiske funktion? Det lyder måske som et retorisk spørgsmål i den forstand, at det kun stilles for at simulere inddragelse af læseren. Men det er faktisk et åbent og kontroversielt spørgsmål, som involverer forståelsen af overbevisning, intention, sprog – og dermed helt grundlæggende handler om, hvad vi forstår ved retorik. Og det er et spørgsmål, jeg håber, vi kan diskutere videre efter dette blogindlæg.
I et tweet fra marts 2023 indikerer David Gunkel, i en tidlig diagnose af ‘den generative AI-revolution’, hvad der står på spil. ChatGPT, observerer Gunkel, “skriver uden at tale”. Derfor gør generativ AI det klart, at der ikke er nogen oprindelig mening bag en tekst, ingen ’virkelighed’, som ordene, der sættes sammen til meningsfulde tekster, henviser til. Altså, mere forargelse og flere hundehvalpe? En bundløs cirkulering af engagerende, men meningsløse tegn, ’brainrot’ uden ende? Det er én potentiel udvikling: kontroversielle møder af tredje grad som en forlængelse og intensivering af de problemer, der kendetegner kontroversielle møder af anden grad.
Med sin afsløring af meningsdannelsens meningsløshed kan generativ AI dog også lede mod en dybere diskussion af ‘meningen med mening’ – og, mindre eksistentielt, til en anden form for automatiseret overbevisning. Det vil sige, yderligere automatisering sender ikke nødvendigvis folk dybere ned i den personlige polariserings sorte hul. Automatisering forværrer ikke nødvendigvis mistilliden til åbenlyse overbevisningsforsøg, og den efterlader ikke nødvendigvis individer mere sårbare overfor algoritmernes skjulte overbevisning.
Vi er midt i en forandringsproces, og mulighederne er stadig åbne; mere af det samme på stadigt mere problematiske måder synes måske det mest oplagte udfald, hvor den nuværende kurs projiceres ind i fremtiden. Men forandringer ville ikke være forandrende, hvis de ikke tilbød ægte mulighed for at forestille sig og handle forskelligt fra, hvad vi gør i dag. Der er håb om, at generativ AI kan forme digital debat i retninger, der er mere åbne for kontrovers, såvel som for møder – hvis vi starter med at forestille os det. Den forestilling kan næres fra to meget forskellige perspektiver:
På den ene side peger kunstneres eksperimenter med AI-teknologier på det politiske potentiale i at ‘gøre det velkendte fremmed’ ved at rejse nye spørgsmål om, hvad vi ellers er kommet til at tage for givet (f.eks. vedrørende menneskelig kreativitet og kunstnerisk originalitet). Samtidig kan mere eksplicit politiske debatter om kunstneres (og andre indholdsproducenters) intellektuelle ejendomsret hjælpe os med at stille gamle spørgsmål om, hvad der ikke længere kan tages for givet (dvs. bekræfte retten til intellektuel ejendom og finde nye måder at håndhæve den på).
På den anden side arbejder teknologivirksomheder på at gøre generativ AI mere forklarlig og diskuterbar, hvilket er to forudsætninger for at engagere sig i kontroverser – ikke kun gennem, men også med digitale teknologier. F.eks. påstår OpenAI, at dens o1-model ’tænker, før den svarer’, dvs. at den er i stand til at ræsonnere. Og Anthropics konstitutive model for AI-assistenten Claude indikerer, hvordan etiske principper kan indarbejdes i sandsynlighedsberegninger. Mens generativ AI ikke har motiv (dvs. den har ingen selvstændig intention), kan dens stigende evne til at ræsonnere give ny retorisk drivkraft til den offentlige debat og invitere kontroversielle møder, hvor mennesker og teknologier aktivt og åbent arbejder sammen om at overbevise. Den slags kontroversielle møder kan (gen)åbne den retoriske sans og dermed muliggøre åbne diskussioner om, hvordan vi kan leve sammen med vores sociale og teknologiske forskelle. I dag er få ting vigtigere end det.
References
Dean, J. (2019): Communicative capitalism and revolutionary form. Millennium, 47(3): 326-340.
Rancière, J. (2004): Disagreement: Politics and Philosophy. Minneapolis: University of Minnesota Press.
Venturini, T. (2010): Diving in magma: How to explore controversies with actor-network theory. Public Understanding of Science, 19(3): 258– 273.