Af: Merete Sanderhoff, inspektør og seniorrådgiver for digital museumspraksis, SMK – Statens Museum for Kunst, og medlem af Europeana Foundation Advisory Board
Den prisvindende Netflix-serie The Good Place (2016), der skaber noget så unikt som underholdende tv ud af moralsk og etisk filosofi, handler om en elskelig flok venner, der efter at være afgået ved døden forsøger at blive bedre mennesker for at komme til ”det gode sted” fremfor det modsatte. Statistikken viser desværre bare, at det er mere end 500 år siden, et eneste menneske er sluppet igennem nåleøjet. Alle som én ender i ’the bad place’, og hvordan kan det nu være? I løbet af seriens fire forrygende sæsoner finder vennerne ud af, at det hænger sammen med at virkeligheden de seneste århundreder er blevet mere og mere kompleks. Alle menneskelige handlinger er intrikat forbundet med hinanden på et globalt plan. Hvor meget du som individ end bestræber dig på ikke at gøre en flue fortræd, er det stort set umuligt helt at undgå at efterlade et eller andet negativt aftryk.
Statens Museum for Kunst er landets største kunstmuseum med en samling på omkring 250.000 værker, og vi har en public service-forpligtelse til at være ’SMK for alle’, som det hedder i vores strategi. Gennem mange år har vi arbejdet på at gøre den kunstsamling, vi forvalter på danskernes vegne, optimalt tilgængelig og brugbar for alle. Ud fra de allerbedste intentioner digitaliserer vi værkerne og vores forskningsbaserede viden om dem. Vi stiller data og reproduktioner frit til rådighed for alle i så høj og lødig kvalitet som muligt. Vi anvender kunstig intelligens til at gøre det mere brugervenligt at søge i den kæmpestore samling, fx ved at knytte emneord og relationer til værkerne, så du kan søge ud fra dine personlige interesser og associationer. Det har i høj grad demokratiseret adgangen til og brugen af SMKs samling. Vores vision er at være en katalysator for brugernes kreativitet. I digital form kan fortidens kunst være ikke bare til inspiration, men byggeklodser i hænderne på nutidens brugere – ikke mindst børn og unge, der gennem en aktiv leg med kulturarven kan skabe deres egne kreative udtryk, udvikle deres egen æstetiske sans, og samtidig opbygge digitale kompetencer og kritisk tænkning i forhold til historiens og nutidens virkeligheder.
Men så gode intentioner der end ligger bag denne digitale transformation, kan det også være svært at overskue hvilke negative aftryk, den kan medføre:
- Brugen af kunstig intelligens gør søgning i vores omfattende samling mere brugervenlig og skaber større transparens i det kæmpe datasæt. Men den afslører også ubalancer, der er i samlingen, fx på repræsentation af køn og kulturel baggrund. Vi er optagede af at lære at anvende AI, så det ikke reproducerer og forstærker eksisterende bias, men åbner for nye synsvinkler på samlingen og nye kulturhistoriske fortællinger.
- Digitaliseringen af samlingen gør den langt mere tilgængelig for langt flere mennesker. Men lagringen af store mængder data og højopløselige billedfiler, og den trafik der er til den digitale samling, kræver betragtelig serverkapacitet, som afsætter et betydeligt C02-aftryk. Vi har brug for at blive klogere på, hvordan vi kan minimere miljøbelastningen af at gøre kulturarven digital.
Vi er i stigende grad opmærksomme på, at digitaliseringen ikke kun rummer store potentialer for demokratisk og kreativt medborgerskab, men også faldgruber. Offentlige institutioner er nødt til at foretage kritiske og etisk funderede sondringer i vores brug af teknologiske løsninger. Som partner i ADD er vi dybt interesserede i at lære af andre sektorer, hvordan vi kan få det bedste ud af teknologierne, så vi bruger dem til at bidrage til et mere kreativt og dannet digitaliseret Danmark.
For at slå sløjfen tilbage til The Good Place: Det særlige, som kunst og kulturelle udtryk i alle former kan – fra billedkunst til tv-serier – er at håndgribeliggøre tilværelsens store og ofte abstrakte spørgsmål, så vi kan mærke dem på egen krop. Det er vejen til empati og dermed forandring af tanke og handling. Digitaliseringens overvældende mange og uoverskuelige konsekvenser på individ- og samfundsplan er en af disse udfordringer, som vi har brug for at få greb om og træffe velinformerede valg omkring. Klimakrisen er en anden. Som kunstner Olafur Eliasson udtaler om kulturens forandrende potentialer netop i forhold til en af vor tids største udfordringer:
”I dag er der nok ikke ét menneske over ti år, som ikke på en eller anden måde har været i kontakt med ordet klimaforandringer. Men fra at have hørt om det til at få en fysisk erfaring med det er der ret langt. Fra adfærdspsykologer og -biologer, antropologer og sociologer ved vi, at bliver man påvirket kropsligt og emotionelt, har det en langt større adfærdsforandrende effekt, end hvis man ’blot’ får noget at vide om et emne (…) Kultur er et sprog, som gør os i stand til at tale om sager, der kan forekomme meget abstrakte. En af dens stærkeste redskaber er, at den kropsliggør sit indhold, sit ærinde. Din oplevelse er oftest fysisk og emotionel og cerebral på én gang.” (Merete Sanderhoff, Et spørgsmål om Kultur s. 88-89, Gads Forlag 2019)