ADD-bloggen giver et indblik i ADD-projektets forskning på tværs af de seks universitetspartnere. Mød vores forskere fra Aalborg Universitet, Aarhus Universitet, Copenhagen Business School, Roskilde Universitet, Københavns Universitet og Syddansk Universitet. Læs om deres projekter, aktiviteter, idéer og tanker – og få et nyt perspektiv på de kontroverser og dilemmaer, vi står overfor i digitaliseringens tidsalder, og ideer til, hvordan vi kan arbejde for at styrke det digitale demokrati.
David Budtz Pedersen er professor ved Aalborg Universitet. Han forsker i kommunikation, ledelse og evaluering af forskning og teknologi.
Den ægte trussel fra kunstig intelligens er ikke alt det, teknologien gør ved os, men det vi holder op med at gøre, når vi bruger den. Det hurtigt voksende tab af menneskelige færdigheder kan gøre os sårbare over for politisk forførelse og demokratisk forfald.
Evolutionsbiologen David Krakauer fra Santa Fe Institute i New Mexico kom for nyligt med en opsigtsvækkende konstatering. Siden den videnskabelige revolution i 1700-tallet har vi som samfund været intenst optaget af at studere og kortlægge intelligens. Det, som gør os klogere og mere adrætte til at træffe beslutninger, navigere i en kompleks social virkelighed og ordne naturen på måder, der gør, vi kan udnytte dens ressourcer og beskytte os imod dens trusler.
Men vi har aldrig dedikeret samme indsats til at studere dumhed. Hvad gør mennesket dumt? Hvordan udvikler stupiditet sig over tid? Hvad driver menneskets afvikling af hævdvundne sandheder, metoder, regler og institutioner? For evolutionsbiologien er svaret ifølge Krakauer nærliggende. Menneskets hjerne og nervesystem er optimeret til at bruge det mindst mulige ressourcer mod det højest mulige udbytte.
Hvis vi ikke tvinges til at læse antikke dramaer, lære fremmedsprog, engagere os i demokratiske debatter og lære om fysikkens love, vil vi forsøge at undgå det. Det, som er svært, gør tit ondt at lære. Vi tvinger hjernen til at bruge kræfter på sudoku, lave kryds og tværs eller forstå grundlaget for de liberale frihedsrettigheder.
Og det er roden til stupiditet. Når den overvejende fordel ved indlæring forsvinder, og viden om verdenen er tilgængelig overalt og i store mængder, slipper vi gashåndtaget og går ind i en slags mental recession. I stedet fokuserer vi på identitet, følelser og hurtigt fordøjelige informationer uden at skulle bruge energi på at forstå grundlaget.
Heri ligger et civilisatorisk paradoks.
I takt med at vi som mennesker er blevet så intelligente, at vi kan udlicitere vores intellektuelle opgaver til maskiner, bliver vi tilsvarende dummere. Begynder vi at bruge teknologi på en måde, der ikke udfordrer vores verdensbillede og modsiger vores mentale modeller, risikerer vi at undergrave vores evne til at navigere og opsøge besværlig viden.
Lommeregneren gjorde det nemmere at regne for eleverne i skolen, men de kunne kun bruge den til løse opgaver, hvis de forstod matematikken bag. Mange har troet, at det samme gør sig gældende ved kunstig intelligens. Men den mentale protese, vi er i gang med at bygge, vil efter al sandsynlighed gøre os langsommere: ikke hurtigere.
Den bedste sammenligning er ikke lommeregneren eller dampmaskinen, der sparede os for fysisk arbejde. Den bedste sammenligning er adgangen til ultraforarbejdede fødevarer, sukkerholdige produkter og den udbredte brug af opiater. Disse teknologier nedsætter den biologiske kamp mod smerte og sult med et nemt, afhængighedsskabende alternativ. Generativ kunstig intelligens er mere som sukker og kokain for hjernen end som en lommeregner og industrielle maskiner.
Ultraforarbejdet faktuel viden fører til en lav indsats i vores informationsforbrug. Informationer er så nemt tilgængelige, at det hurtigt skaber afhængighed og nedsætning af vores kognitive evner, ofte uden at vi opdager det. Overfloden af information skaber et negativt nettoresultat. Tænk over det på den måde, at hvis du bruger en teknologi for en stund og holder op med at bruge den igen, er du så blevet bedre stillet? Hvis du lærer at bruge et landkort, bliver du bedre til at forstå et landskab, selv uden at have kortet i hånden. Hvis du altid bruger en GPS, bliver du derimod ikke bedre til at finde vej, hvis internettet i bilen en dag forsvinder. Tværtimod.
Et studie fra Massachusetts Institute of Technology sidste år viste, at brugen af kunstig intelligens nedsætter hjerneaktiviteten hos brugerne. Blandt tre kontrolgrupper, der fik til opgave at skrive en tekst, udviste personer uden hjælpemidler den højeste aktivitet i hjernen, personer der havde adgang til en søgemaskine næsthøjest hjerneaktivitet og personer med brug af AI den laveste aktivitet. Og hvad værre var, når den sidste gruppe fik frataget teknologien, kunne de ikke gengive, hvad de havde skrevet. Forskerne beskrev det som en form for ”mental gæld”: du løser en opgave nu og her, men den lagres ikke, kan ikke erindres og din hjerne vænnes til slaphed.
Det er uvurderligt for vores samfund og demokrati, at vi netop bevarer vores analytiske evner. Hvad lytter du til, når du taler med en god ven? Hvad lægger du vægt på, når du skal stemme til næste folketingsvalg?
En livshistorie er ikke blot summen af informationer om et livsforløb men en fortælling, der er bundet sammen af fortolkninger, intentioner og kontekst. En demokratisk valghandling kræver mere end blot en liste af kendsgerninger serveret af en algoritme. Deltagelse i et demokrati består i at sammenkæde informationer, overbevisninger og oplevede problemer. Som igen kræver, at vi arbejder imod den biologiske tendens til at gøre alt nemt og hurtigt. Det er vigtigt, at vi sætter os ind i verdens komplicerede tilstande af forhandlinger, fortællinger, paradokser og kontroverser.
Det, vi hører, når vi lytter til Johann Sebastian Bach eller Wu-Tang Clan, er ikke en serie af informationer, men en repræsentation af et samlet symfonisk forløb. Det vi får, når vi læser Glasperlespillet af Herman Hesse, er ikke en algoritmisk fremstilling af grammatik, men en levende fortælling, der skaber et indtryk i bevidstheden. Og til gymnasieeleverne, der sidder og sveder over eksamen i disse uger: at lide lidt for viden gør ingen skade. I får det med til resten af livet. Krævende, givende og menneskeligt.
*Dette debatindlæg blev udgivet i Politiken d. 14. juni 2026