Luk

ADD-talk: Dit ansigt er ikke dit eget

09 november 2021/16.00 - 18.00
PRESSEN, Politikens hus, Vester Voldgade 33, København

Se optagelserne af arrangementet

Om arrangementet

Det virker uskyldigt, når du lægger foto af dig selv og vennerne ud på Instagram, Facebook eller Flickr. Men ved du, hvem du fodrer? Vidste du, at dine foto måske er endt i kæmpedatabaser, der bruges til udvikling af automatisk ansigtsgenkendelseog overvågningsteknologi? Det kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen, når den amerikanske techspecialist og kunstner Adam Harvey tager dig med ind i sit internationalt berømmede Exposing.ai-projekt. Kom og se, hvordan han dykker ned i databaser, der for længst har tiltaget sig retten til dit ansigt og bruger det som råstof i teknologier, der kan bruges til at overvåge… dig selv. 

Der foregår lige nu en intens debat om, i hvilket omfang myndigheder og private skal have lov at bruge ansigtskendelsesteknologi. I forlængelse af Adam Harveys præsentation kan du opleve to af landets fremmeste juridiske eksperter Emilie Loiborg, advokatfuldmægtig hos Horten, og Maria Ventegodt, national chef hos Institut for Menneskerettigheder, føre en retssag for og imod automatisk ansigtsgenkendelse på baggrund af en fiktiv men realistisk case om den ”seneste” ghettopakke. De to skarpe jurister fører ekspertvidner og procederer hver deres sag. Måske opdager du nye sider af sig selv. Og måske, at du er meget mere villig til at lade dig og dine medborgere overvåge, end du forventede.