Af Christian Ingemann, projektchef, Tænketanken Mandag Morgen
I et nyligt interview spurgte Lisbeth Knudsen kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen, hvad man i hendes vurdering nu må skride til, hvis befolkningens bekymringer såvel som forventninger skal indfries. Altså, når vi taler ønsket om en ansvarlig digitalisering, der beskytter borgerne mod unødige risici og ikke nægter deres rettigheder. Det korte svar lød, at politkerne må tage ansvaret på sig og sætte rammer for eksempelvist tech-giganterne.
Dykker vi dybere ned i resultaterne fra ADD-projektets aktuelle befolkningsundersøgelse, Danskernes digitale liv er politikere og myndigheder ikke det eneste sted danskerne placerer ansvaret. Nuvel, de fleste mener også at tech-virksomhederne selv bærer et stort ansvar for at selvregulere og beskytte deres brugere. Langt de fleste mener også at deres medborgere bærer den mindste andel af ansvaret for at beskytte sig selv, men det mener alle slet ikke lige meget.
For interessant er det, at danskere med det højeste niveau af digitale kompetencer samtidigt i betydeligt højere grad forventer mere af deres medborgere, når det handler om at tilegne sig viden og kunnen til at beskytte sig selv online.
Denne forskel, og øgede forventning til deres medborgere gælder både når det handler om at træffe valg, der beskytter mod digital kriminalitet, sociale mediers påvirkning af psyken, spredning af misinformation og ikke mindst når det gælder algoritmers potentielt negative indflydelse på vores online virkelighed. Hvis vi så her antager, at denne gruppe forventer, at andre i høj grad gør det samme som dem selv, så kan vi sige noget om, hvad de forventer sig af andre.
Vi ser at dem med høje digitale kompetencer handler på måder, der rækker udover det mest basale og det vi aktivt bliver tvunget til at forholde os til som fx accept af cookies. Mange benytter søgemaskiner med højt niveau af privatlivsbeskyttelse, installerer ad-blockere eller benytter krypteringsværktøjer på emails eller chatkommunikation. Så på spørgsmålet om, hvad den gruppe med de højeste kompetencer forventer sig af andre, er der her nogle klare indikationer når det kommer til konkrete handlinger.
Fælles ansvar eller privilegieblindhed
Nu kunne man spørge om dette ikke bare er den digitale elite, der udøver en særlig form for privilegieblindhed, og tror at alle står med de samme ressourcer og muligheder for sig. Det kan undersøgelsen naturligvis hverken be- eller afkræfte. Men det er klart, at vi her ser en gruppe, ca. 16% af den voksne befolkning, der både er yderst opmærksom på digitale risici og samtidigt imødegår det med en meget tydeligere forståelse for det handlerum, vi hver især kan udfylde. Samtidigt er det en gruppe, der ikke bare har høje forventninger til deres medborgere, det er så absolut den gruppe, der har højest tiltro til at deres medborgere reelt set kan forvalte det ansvar og omsætte det til nye handlekompetencer.
Set i det lys er det er en digital elite, der i deres medborgere ser et potentiale til at identificere deres videnbehov, indhente den relevante viden, og derpå handle på et mere oplyst grundlag. I undersøgelsen bekræftes det tydeligt, at også dem med lave-til-middel digitale kompetencer er ret bevidste om, på hvilke områder de mangler viden. For eksempel erklærer et flertal at de ikke har tilstrækkelig viden til at bestemme over, hvilke data de deler med andre, eller hvordan algoritmer fungerer og træffer beslutninger. Så det er ikke så meget at mange er inkompetente, for de er snarere bevidst inkompetente, og heri ligger der et potentiale for en bredtfavnende oplysningsindsats.
Oplysning til borgerne om digitalisering (OBG)
Hvis den digitale elites tiltro til deres medborgere skal indfries, så må vi overkomme den barriere, der ligger i at mange er bevidste om hvilken viden de mangler, men ikke er klar over hvordan, eller hvor, de kan opnå den. Det er en spænding, der kan føre til apati, og en opgivenhed overfor den digitale udvikling som mange udtrykker går så hurtig at det virker overvældende.
Med afsæt i de indsigter som undersøgelsen Danskernes Digitale Liv har frembragt, er det en udfordring, der ikke kan reserveres til en snæver samfunds- eller aldersgruppe. Populære forestillinger om at øget teknologiforståelse er mest relevant for børn og unge, der skal have det på skoleskemaet, eller de ældre, der skal have et PC kørekort, må afløses af den erkendelse at behovet er langt mere omfattende og krydser forskellige demografiske skel.
Vi står med andre ord foran en oplysningsudfordring, der skal finde effektfulde løsninger på, hvordan vi skaber nem adgang til den efterspurgte viden for alle dem, hvis tid går med arbejde, familieliv, foreningsarbejde og en lang række fritidsaktiviter.