Af Diana Velasco, kunstner, medstifter af Radar Contemporary og direktør for Museum of Nordic Digital Art — MoNDA
Covid-19 lockdown & tech-boost
Det går som bekendt stærkt inden for den teknologiske udvikling af digitale oplevelser, og Covid-19 nedlukninger har uden tvivl været med til at give tech-industrien et boost. Med andre ord står vi i en brydningstid, hvor mange offentlige kunstinstitutioner under og efter nedlukninger har været nødsaget til at benytte digitale formidlingsformer, og hvor vi har vænnet os til digitale alternativer, f.eks. museumsrundvisninger, interview med kunstnere og visninger af kunstsamlinger, alt sammen online. Men hvad med den digitale kunst?
Forestil dig at du kunne være ejer af et Gustav Klimt værk. Det lyder måske usandsynligt, men ikke desto mindre er det blevet muligt med de nye digitale, såkaldte NFT’er. NFT er en forkortelse for non-fungible token, der oprettes gennem blockchain-teknologi, og er en unik kode, en slags kvittering, der kobles til et digitalt værk og sikrer, at der ikke findes kopier. NFT begrænser sig ikke til én type digital kunst. Der kan være tale om et billede, en film, musik, generativ kunst, tekst m.m. Kunstneren kan via kontrakten få procenter ved al videresalg og flere benytter sig af de mere miljøvenlige ’grønne’ NFT’er.
Mange nye værker og digitale kunstnere kommer til, men også værker af ældre dato og samtidskunst inden for mere klassiske kunstpraksisser bliver i disse dage bragt til live eller skabt som NFT-værker. I februar blev en digital version af Gustav Klimts kendte værk The Kiss eksempelvis sat til salg som NFT i 10.000 dele af det klassiske museum Belvedere i Wien. Du kan med andre ord købe en lille del af hele værket. Denne nye form giver mulighed for at distribuere ejerskab af kunsten. Som ejer af en unik del af værket kan man få adgang til de andre unikke dele og se hele værket i sin helhed og være en del af ejerkredsen — fællesskabet om man vil, med de fordele det måtte give. Siden har maleren Katharina Grosse fulgt trop med ét af sine seneste værker NUMBER ONE solgt som NFT.
Den digitale kunst står på skuldrene af video- og fotokunst samt 3D-renderede film skabt i 1990’erne, særligt fra New York, Chicago og Berlin. I dag er det fortsat Berlin og New York, der præger den digitale kunstscene og går forrest med post-fotografi som fotogrammetri/3D scan og animation, generativ kunst, glitch kunst, kunstig intelligens (AI), Augmented Reality (AR), Virtual Reality (VR) og senest non-fungible tokens (NFT). I Danmark følger vi efterhånden trop med en perlerække af film- og fotokunstnere, og i de seneste fem år har vi set nye talenter dukke op, der arbejder med nye teknologier, både inden som uden for den etablerede kunstverden.
Digital kunst på museer
Vi ser i disse dage aftegninger af, hvad der er muligt, og hvad vi kan forvente af fremtidens museum. Vi må derfor stille os selv spørgsmålet — og tage aktiv stilling til — hvad det er, vi ønsker af fremtidens kunstverden og aktører? Hvordan kan kunstnere bidrage, stille spørgsmålstegn ved, præge udviklingen og de digitale infrastrukturer? Hvem vil eksempelvis i fremtiden definere, hvad der er kunst, og hvem der er de nye adgangsgivere? Hvordan kommer de nye digitale udtryk til at påvirke kunstsynet? Vil der fremover være kunst i metaverset, hvor vi efter sigende snart bliver inviteret ind i en 3D-verden, fremfor de flade skærme, som vi benytter i dag — og i så fald, på hvilken måde ønsker vi det? Hvilken rolle vil de forskellige aktører have? Og til sidst, vil udviklingen fortsat gå i retning af demokratisering af kunsten?
Nye aktører og spilleregler
Vi står i et paradigmeskifte inden for kunsten, hvor vi med digital kunst og blandt andet NFT’er ser nye kunstnere, værktyper, målgrupper, samlere og gatekeepers — de adgangsgivere, der udvælger kunsten — dukke op. Disse nye aktører og adfærdsmønstre er med til at udfordre den traditionelle forståelse af kunsten og dens aktører. Sidste år var vi eksempelvis vidne til at en forholdsvis ukendt digital kunstner, der går under navnet Beeple, solgte sit NFT-værk for 430 millioner kroner, som derved blev det tredjedyreste kunstværk i historien hen over hovedet på den etablerede kunstverden. Hans succes skyldes formentlig, at han foruden at have arbejdet seriøst med digital kunst i tyve år også har oparbejdet et stort og støttende online fællesskab. Fællesskabet er centralt for en digital kunstners synlighed og ikke mindst inden for de nye digitale organisationer som DAOs. DAO står for decentrale autonome organisationer, og er som navnet antyder online organisationer, der er decentralt styret af fællesskabet og derved åbner op for en demokratisering af kunstverdenen.
SMK — Kvinder, Kunst og Algoritmer
SMK-arrangementet Kvinder, Kunst og Algoritmer, som finder sted på Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts, er vigtig og relevant i dag, fordi det kan bidrage til nye spændende debatter og vidensdeling, og skabe grobund for at kvindelige kunstnere, forskere og nye teknologier kommer på banen og bryder med tendensen inden for tech-verdenen med de overrepræsenterede tech-bros, samt den generelle kønsubalance i kunstverdenen. Nu vil tiden vise, om digital kunst skabt af kvinder også finder vej til de permanente samlinger — som et lille bidrag til at ændre på medie- og kønsstatistikken. SMK har i dagens anledning inviteret fire toneangivende kunstnere på hver deres felt inden for digital kunst og algoritmer som talere, nemlig Ida Kvetny, Louise Alenius, Nanna Debois Buhl og Ditte Ejlerskov. Her en kort beskrivelse af deres kunstneriske praksis fra programmet til Kvinder, Kunst & Algoritmer 8. marts:
Ida Kvetny arbejder i et interdisciplinært kunstnerisk felt. Gennem VR, AR og NFT sammensmelter hun værker af ler og maling med det digitale, så der opstår multimodale visuelle verdener, man virtuelt kan træde ind i og lade sig opsluge af. Her er normale naturlove ophævet, kroppe og køn er flydende og foranderlige, og intuitionen er i førersædet. Hun bruger på den måde VR og cyborgs til i sin kunst at skabe modverdener til en rationelt organiseret virkelighed og udforske underbevidsthedens kreative potentialer. Ida Kvetny er desuden medstifter af den kunstnerdrevne udstillingsplatform Radar Contemporary. Hun er aktuel med virtuelle og fysiske udstillinger i Paris og Lissabon og hun vil også deltage i den internationale gruppeudstilling CryptoPong om fænomenet NFT i Nikolaj Kunsthal til september 2022.
Louise Alenius er autodidakt komponist indenfor klassiske og elektroniske genrer og arbejder i et krydsfelt mellem musik, installationskunst og eksperimentel teknologi. Med sin nyfortolkende og uortodokse tilgang til traditionen og de klassiske kunstarter hacker hun formater og udfordrer tilskuere, fx i den immersive koncertsal for én person Tête, der bl.a. kunne opleves på SMK i 2019, og i den prisnominerede kammeropera Silent Zone om det tabubelagte emne incest, der blev udstillet som AR-værk på Den Frie i 2021. Louise Alenius er aktuel med verdenspremiere på stykket Manual på Det Kongelige Teater med dansk sang, der kan opleves i en dobbeltforestilling med Kurt Weills De syv Dødssynder sunget på tysk.
Nanna Debois Buhl undersøger i sin kunstneriske praksis computerhistorie og møder mellem analoge og digitale teknologier gennem vævning og algoritmebaserede værker. Et omdrejningspunkt er kvinders ofte underbelyste rolle i historien, fx de kvindelige vævere og programmører, der var med til at udvikle computerkodning og muliggøre udviklingen af rumfart i det 20. århundrede. Hun er i gang med en praksisbaseret Ph.D. og er dette forår tilknyttet MIT i Boston, hvor nogle af de kvindelige pionerers virke udfoldede sig og er arkiveret. Med afsæt i materielle eksperimenter bygger hendes kunst bro mellem videnskabelige, æstetiske og spekulative perspektiver bl.a. for at skabe modfortællinger til den etablerede historiekanon. NB: Nanna Debois Buhl medvirker med et videoindlæg fra MIT. Hendes kunstneriske praksis udfoldes nærmere på Louisiana Channel’s kunstnerportræt tilgængelig online.
Ditte Ejlerskov har fra begyndelsen haft en kunstnerisk praksis, der interagerer med internettet, og hun er en af de første kunstnere i Danmark, der begyndte at udforske NFT’er (Non-Fungible Tokens) som kunstform. I NFT-værket The Wrestlers, som Museet for Samtidskunst for nylig har erhvervet, bruger hun fx AR til at udfordre og transformere traditionelle kønsopfattelser i kunsthistorien. Hun er optaget af digitale teknologiers evne til at frisætte kreativitet og understøtte en kritisk offentlighed, og hendes kunstneriske brug af blockchain-teknologier som NFT kan ses som en udløber heraf. Ditte Ejlerskov er i øjeblikket aktuel med udstillingen The Cult of Oxytocin på Nikolaj Kunsthal.
Radar Contemporary
Kunstnerdrevet udstillingsplatform med fokus på kunstnere, der arbejder med digital kunst som en udvidelse af deres kunstneriske praksis med online såvel som udstillinger i ARoS Public, Charlottenborg Kunsthal og til september i Nikolaj Kunsthal med den internationale gruppeudstilling CryptoPong om fænomenet NFT.
Museum of Nordic Digital Art — MoNDa
Er et kunstnerdrevet digitalt museum med fokus på visning af nordisk og international samtidskunst udviklet med nye teknologier på blockchain med ønsket om at indsamle, vise samt opbevare vigtige digitale værker til eftertiden. Museet bliver lanceret under Chart Art Fair 2022.