Kampen om regulering af techgiganterne har stjålet fokus fra et langt mere grundlæggende problem, som vi ovenikøbet selv kan gøre noget ved. Det er en voksende og bekymrende stor digital ulighed i vores samfund. En ulighed, som blokerer for en lige adgang til at navigere trygt og veloplyst i den digitale verden. Vi har brug for ganske enkelt at forstå, hvad teknologierne gør ved os, ved vores hverdag, og hvordan vi skal beskytte os selv og vores data bedst muligt.
Det handler ikke om, at vi alle skal kunne kode eller udvikle ny teknologi. Det handler bare om, at vi skal være i stand til at agere som trygge borgere i digitaliseret samfund og fastholde, at vi stadig også skal være et homogent, tillidsbaseret samfund.
Det, der er på vej i horisonten, er en ulighed, som vil kunne risikere at polarisere vores samfund i et dem og os. I de digitalt handlekraftige og de digitalt afmægtige, som giver op overfor den teknologiske udvikling. Og nej det er ikke blot en forventet generationskløft mellem digitale indvandrede og digitalt indfødte. Det er i høj grad en social, kønsmæssig og uddannelsesmæssig ulighed, vi kigger ind i. Præcis som vi gjorde det med globaliseringen.
Vi ved at højtuddannede lever længere og sundere liv end lavtuddannede. Vi ved at børn af akademikere har større sandsynlighed for at gennemføre en uddannelse og få en velbetalt karriere end børn af lavtuddannede forældre. Nu ved vi også, at de lavtuddannede, dem helt ned til 40 år og i langt større udstrækning kvinder end mænd hænger bagefter, når det gælder digitale kompetencer. Det viser en helt ny stor befolkningsundersøgelse udarbejdet af Tænketanken Mandag Morgen for Algoritmer, Data og Demokrati-projektet. Læs befolkningsundersøgelsen her.
Mangler viden
Vi er som land førende på offentlig digitalisering, høj internet-penetration og verdensførende i brug af de sociale medier som Facebook, YouTube og Instagram. Men den nye befolkningsundersøgelse viser, at vi nok kan få vores hverdag til at fungere med NEMID, MobilePay, SMS’er og sociale medier, men rigtigt mange af os har ikke en dybere forståelse af, hvad der sker med vores data, når vi bruger teknologierne. Hvad en algoritme er, og hvordan vi opdager, når vi er ved at blive ledt ind på et tvivlsomt website.
Netop de borgere, som hænger bagefter med digitale kompetencer, er også dårligere til at beskytte sig selv på nettet og tage vare på, hvem de deler data med og til hvad. Borgere med dårlige digitale kompetencer har svært ved at forholde sig til de udfordringer, der møder på nettet i form af misinformation, falske videoer og billeder, ekkokamre og politisk manipulation.
I danskernes egen optik har de en god forståelse for, hvordan internettet på godt og ondt kan påvirke forskellige former for fællesskaber og demokratiet. Det er hele 79 procent enige eller meget enige i. Det kan ses som et positivt tegn på, at danskerne er bevidste om, at den teknologiske udvikling går ind og påvirker vores demokratiske værdier.
Men 58 procent af danskerne siger samtidig, at de slet ikke eller i mindre grad har tilstrækkelig viden om, hvordan algoritmer virker og kan diskriminere eller føre til ulovlig forskelsbehandling. Herudover vurderer 38 procent, at de slet ikke eller i mindre grad har tilstrækkelig viden om, hvordan indsamling af digitale data om deres adfærd kan udfordre deres egne grundlæggende rettigheder, såsom ytringsfrihed og retten til privatliv.
Bekymret for psykisk påvirkning
Den nye befolkningsundersøgelse viser, at danskerne i almindelighed er meget bekymret for de sociale mediers påvirkning af særligt børnenes og de unges psyke. Det er hele 76 procent, der mener det. 41 procent er bekymret for andre voksnes psyke og 24 procent er bekymret for påvirkningen af deres egen personlige psyke. Det er faktisk dem med de bedste digitale kompetencer, der er mest bekymret for, hvordan de sociale medier påvirker deres egen psyke.
Danskerne har lav tillid til dem, de mener har det primære ansvar for at beskytte borgerne på de sociale medier. 75 procent af danskerne mener i høj eller meget høj grad, at danske politikere og myndigheder har ansvaret for at regulere udviklingen indenfor digital kriminalitet, og for at sikre borgernes sikkerhed og tryghed online. Men tilliden til, at politikerne faktisk er i stand til det, halter bagefter.
Det er kun 27 procent, som i høj eller meget høj grad har tillid til, at de danske politikere og myndigheder kan regulere og beskytte borgerne. Samme mønster i danskernes holdninger går igen, når det handler om ansvaret og tilliden til de private tech-virksomheder. De fleste danskere mener i høj grad, at virksomhederne har ansvaret (73 procent), men kun 24 procent har i høj grad tillid til, at de private virksomheder vil regulere sig selv og beskytte deres kunder.
Politikerne taler meget om bekymring for den demokratiske samtale som værende truet af misinformation, falske videoer og billeder, forsøg på at påvirke demokratiske valg, hadtale og ekkokamre. Gennemsnitligt ligger danskernes grad af opmærksomhed på disse problemstillinger lavere end deres grad af bekymring, men det er stadig over en tredjedel, som har en vis opmærksomhed på udfordringer i den digitale samtale.
Danskere med høje digitale kompetencer bekymrer sig mere for tilstanden af vores digitale demokratiske samtale end dem med lave kompetencer. 28 procent af de unge mellem 18 og 26 år har i høj eller meget høj grad tillid til, at private virksomheder vil regulere sig selv for at beskytte deres kunder mod misinformation. Blandt de +60-årige er det blot 13 procent.
Alder og generationer spiller en stor rolle for, hvordan og med hvor stor selvtillid vi bruger forskellige digitale teknologier. Men alder spiller også en rolle, når det kommer til, hvor stor tillid vi har til, at politikere, tech-virksomheder og medborgere handler på de digitale udfordringer. Flere unge mellem 18 og 26 år har i høj grad tillid til, at både politikere og myndigheder, tech-virksomheder og medborgere sørger for at regulere på området eller tilegne sig nyttig viden, så diverse risici minimeres. Det gælder både i forhold til spørgsmål om spredning af misinformation, algoritmers potentielle diskrimination, sociale mediers påvirkning af psyken og digital kriminalitet.
Digital afmagt
Danskerne med svage digitale kompetencer har i det hele taget meget lille viden om, hvordan algoritmerne virker, hvad en algoritme i det hele taget er for noget, og hvordan de træffer beslutninger på en række områder. De ved ikke, hvordan man slår dem fra, og hvornår de interagerer med en algoritme.
Det er ikke fordi dem, der mangler viden om områder, de vurderer som vigtige, ikke er bevidste om det. Det er de faktisk. Men de ved ikke, hvad de skal gøre ved det. Udfordringen er altså nærmere at de i høj grad er bevidste om det, og derfor oplever at blive påvirket af teknologierne og hægtet af, uden de selv kan gøre noget ved det. Den følelse af afmagt er virkelig farlig for et ellers homogent og veludviklet demokrati og samfund.
At vi ikke skal overlade magten til algoritmerne, er danskerne rimeligt enige om uanset høje eller lave digitale kompetencer. Der skal i den sidste ende altid et menneske ind over. Algoritmer fodret med fejlagtige data bekymrer danskerne. At algoritmerne ikke bør diskriminere, er faktisk noget som alle danskere er optaget af. Uanset om det handler om det offentlige (61 procent) eller det private (59 procent) mener danskerne, det er et vigtigt punkt.
Delt på ansigtsgenkendelse
De fleste danskere kender ifølge befolkningsundersøgelsen mest af alt til ansigtsgenkendelse som en funktion på deres telefon, hvor de kan bruge deres ansigt til at låse den op, eller fra Facebook, hvor deres ansigt bliver genkendt på fotos. Flere af dem, der benytter ansigtsgenkendelse, har et splittet forhold til teknologien, hvor de på den ene side synes, at det er rigtig smart, men på den anden side bekymrer sig både for deres datasikkerhed og for, at de ikke helt kan gennemskue, hvilke konsekvenser brugen kan have for dem.
Det er altså tydeligt, at brugen af ansigtsgenkendelsesteknologien ikke er entydigt positiv. Danskerne er delt på det spørgsmål. På den ene side mener mange danskere, at det skaber mere tryghed i gaden at have overvågning og ansigtsgenkendelse. På den anden side mener flere også, at ansigtsgenkendelse i det offentlige rum er skræmmende og tangerer til et overvågningssamfund, der kompromitterer den enkeltes ret til at have et privatliv og til ikke at blive identificeret uden nogen grund.
En del mener, at fordelene ved at bruge ansigtsgenkendelse i det offentlige rum opvejer de ulemper, de mener der kan være ved anvendelsen. De lægger især vægt på, at teknologien kan bruges til at fange kriminelle, der har begået særlig farlig kriminalitet, såsom terror, drab eller voldtægt. De mener derfor, at ansigtsgenkendelse skaber tryghed, og de fremhæver fordelene ved at have overvågning og ansigtsgenkendelse i områder, hvor der er øget risiko for vold eller overgreb, såsom på togstationer, eller på gader med mange barer og diskoteker.
Det er dog vigtigt for mange, at ansigtsgenkendelsesteknologi ikke benyttes til at opklare mindre lovovertrædelser, som at gå over for rødt. Danskerne synes, at den type lovovertrædelser er for små til, at de vil acceptere den indskrænkning af deres frihed, som de mener, at ansigtsgenkendelse medfører.
Flere deltagere med lavere digitale kompetencer har svært ved at skelne mellem ansigtsgenkendelse og almindelig overvågning. Hvis den del af befolkningen, som har lave digitale kompetencer, skal have en mulighed for at deltage og bidrage i den offentlige debat om anvendelsen ansigtsgenkendelse, er der behov for et videnløft på området.
Nogen kan se potentialer i at anvende ansigtsgenkendelse i kommercielle sammenhænge. De ser det som en smart teknologi, der kan gøre deres hverdag meget lettere, for eksempel ved at give dem målrettede tilbud, mens de handler, eller ved, at deres ansigter bruges som betalingsmetode eller til at låse telefoner eller hoveddøre op med. Der er dog bred enighed om, at det altid skal være valgfrit, om man vil lægge ansigt til teknologien.
Mange har ikke noget imod, at teknologien findes og benyttes, og flere tror heller ikke på, at man kan bremse de private virksomheder i at anvende teknologien. Men mange understreger, at den enkelte altid skal have muligheden for selv at fravælge teknologien.
De største bekymringer omkring anvendelsen af ansigtsteknologi i kommercielle sammenhænge handler om, hvordan data bruges, opbevares og deles. Flere fremhæver især, at de er bekymrede for, hvad virksomhederne bruger de data til, som de har om dem, fordi de grundlæggende ikke kan lide tanken om, at private virksomheder kan tjene penge på deres biometriske data. Flere er også bekymrede for virksomhedernes datasikkerhed, altså om, hvor godt de egentlig passer på de data, de har om deres kunder.
Befolkningsundersøgelsen viser i øvrigt, at hele 5 ud af 10 danskere er i høj eller meget høj grad bekymret for digitale angreb som hacking og phishing. Næsten lige så mange (48 procent) siger det samme om deres bekymring for at blive udsat for identitetstyveri. Generelt er kvinder mere bekymrede for deres tryghed og sikkerhed på nettet, end mænd er, og aldersgruppen 27-39 år stikker en smule ud ved at have en mindre andel end andre aldersgrupper, som i høj eller meget høj grad er bekymrede.
Hvad skal der til?
Befolkningsanalysen bør være et godt redskab for en fælles indsats fra regering og Folketing, den private sektor, den offentlige sektor og civilsamfundet. Det er sådan et stort samfundspartnerskab og en kæmpe oplysningsindsats, der skal til, for at Danmark kan tage næste skridt ind i en tryg digital fremtid.
Vi har talt længe om en national handlingsplan for digital dannelse. Men det er bare ikke længere nok. Vi må aktivt bekæmpe en uheldig social, uddannelsesmæssig slagside i forhold til vores fællesskab og – for nu at bruge et forslidt ord – sammenhængskraft. Det skal vi også gøre for at sikre en digital kompetent arbejdsstyrke og dermed den vækst i den private sektor og den velfærdsudvikling i den offentlige sektor, som vi har brug for. Det skal vi gøre for at skabe tillid til, at teknologierne er under menneskelig kontrol, og at vi kan stille dem til ansvar, som bør stilles til ansvar, hvis data misbruges, lækkes eller videresælges uden tilladelse.
Der er nok at gå i gang med. I Algoritmer, Data og Demokrati-projektet bidrager vi gerne til den store samfundsalliance for at fremme disse mål.