Af Carolina Benjaminsen, CEO for DigitalLead
Robotter, sensorer, tracking, Big Data og AI. De digitale teknologier er – synligt eller usynligt – blevet en del af vores hverdag, og om vi vil det eller ej, påvirker de vores liv og hverdag. Skræmmebillederne er mange – men mulighederne er endnu større, når vi forstår at anvende teknologierne korrekt og med øje for bl.a. etik, privatliv og sikkerhed.
Den digitale udvikling buldrer derudad over hele verden. Hver eneste år ser vi kvantespring inden for hverdagsteknologier, der efter kort tid har gjort deres indtog i vores hjem og vores liv. TikTok, Google Home, smartphones, trackingmekanismer på internettet, intelligente robotter med sensorer og selvkørende biler – alt sammen eksempler på digitale produkter, der kan bruges til meget godt, men også til meget skidt, hvis de forkerte mennesker står bag eller får adgang.
Skræmmebillederne bør tilgås med åbne øjne, men de må ikke stå i vejen for de fordele, de digitale teknologier kan give os. Derimod skal vi arbejde for – ikke blot i Danmark, men på globalt plan – at menneskerettigheder, etik, privatlivets fred og sikkerhed for menneskeliv og miljø tænkes ind, når der udvikles nye produkter og teknologier.
DigitalLead har, som Danmarks nationale klynge for digitale teknologier, i sagens natur fokus på en række teknologiområder som kernen i vores arbejde – nærmere bestemt AI, IoT, Cybersecurity samt Data Science & High-Performance Computing. Men vi arbejder også med fire tværgående områder, som er en integreret del af alle vores aktiviteter, nemlig Mennesker & teknologi, Etik, tillid & transparens, Grøn it, bæredygtighed og verdensmål samt Forretningsmodeller og -processer.
I Danmark har vi en meget høj grad af tillid – til det offentlige og i nogen grad også til (primært danske) virksomheder. Den tillid bygger på et mangeårigt fokus på at arbejde med rene linjer, have minimal korruption, passe på data og værdier og sikre et ligeværdigt forhold mellem myndighed og borger og mellem virksomhed og kunde. Denne tillid og de bagvedliggende værdier giver os som danskere et helt unikt udgangspunkt for ikke blot selv at udvikle sikre teknologier og produkter med inddragelse af etiske perspektiver, men også for at påvirke de rammer, der opstilles for den teknologiske udvikling på globalt plan, så stormagter og tech-giganter ikke fortsat kan slippe af sted med diverse mere eller mindre skjulte krumspring for at få adgang til private og virksomheders data.
Derfor ser vi frem til at være en del af et vigtigt initiativ som ADD-projektet, så vi kan danne en stærk fælles front, der kan påvirke den internationale dagsorden og sikre, at vores digitale storebror bliver en vigtig hjælper i hverdagen frem for en overvågende flue på væggen i alt, vi gør.