Luk

Forbrugerrådet Tænk: Bevidste forbrugere og effektiv lovgivning kan skabe en tryg, digital fremtid

Udfordringen med at sikre forbrugernes rettigheder i mødet med techgiganterne er kun blevet større og større de seneste år.

Af Anja Philip, formand, Forbrugerrådet Tænk

Amazon har i mange år ikke bare været en webshop, men er blevet en mediegigant, webservice-udbyder og meget mere. Og det er længe siden Google bare var en søgemaskine. I dag står de bag en enorm del af det globale annoncemarked og styresystemerne på vores telefoner, de underholder os på YouTube og leverer alt fra vores mailboks til vores landkort, kalendere og betalingsløsninger. Og så er der Facebook, der for længst er vokset ud af rollen som blot en social platform. De er ligefrem blevet en digital infrastruktur med ambitioner om at omskabe selve internettet, hvorfor virksomheden da også har skiftet navn til det meget sigende Meta.

Denne udvikling tager stadig fart og techgiganterne kommer i fremtiden til at dominere mere og mere af vores hverdag, hvis ikke vi har en effektiv lovgivning og bevidste forbrugere. Der er risiko for større overvågning af vores gøren og laden 24/7, målrettet markedsføring baseret på profilering, mindre kontrol over vores egne data, og øget risiko for it-trusler, fordi data spredes digitalt. Ikke mindst vores børn er udsatte når de begår sig online – og det gør de jo hele tiden.

Det er afgørende, at vi forbrugere genvinder magten over den information, vi lægger online. Vores data er en af fremtidens vigtigste ressourcer og vi bør have magten til selv at råde over den, og styre hvem der skal have adgang til den.

Vi har to store udfordringer i forhold til data: Ikke mindst et manglende fokus i virksomhederne på såkaldt ’privacy by design’ – altså at systemer bliver opbygget, så vores data ikke kan falde i de forkerte hænder. Vi er helt med på, at deling af data og viden giver en masse positive muligheder for vækst og innovation på fx sundhedsområdet. Disse muligheder skal vi forfølge. Men vi er optagede af, at det sker med forbrugeren i centrum, altså at der i videst muligt omfang arbejdes med anonyme data, og at det ellers sker med indbygget privatlivsbeskyttelse , så data er sikret og på en måde, hvor vi selv har kontrol med, hvad vi vil udlevere.

Derudover er der brug for, at Tech-virksomhederne tager større ansvar for blandt andet it-kriminalitet, beskyttelse af børn og unge i forhold til bl.a. uigennemsigtig markedsføring og dataindsamling samt salg af ulovlige produkter.  Vi har derfor også anmeldt TikTok til Forbrugerombudsmanden for urimelige aftalevilkår, manglende verifikation af alder og forældresamtykke samt skjult markedsføring.

Forbrugerrådet Tænk arbejder for en fremtid, hvor børn og unge sikkert og reflekteret kan udnytte de muligheder, som det digitale univers tilbyder. Det kræver, at børn og unge har kompetente voksne omkring sig, der kan understøtte et trygt og udviklende, digitalt liv. Ligesom det er indlysende, at man først sender sine børn ud i trafikken, når de mestrer færdselsreglerne og kan undgå farlige situationer, er det også centralt, at forældre kan bidrage til deres børns digitale dannelse. Men mange forældre mangler selv de relevante kompetencer. Derfor har vi sammen med Ole Kirks Fond startet projektet ”Det digitale kørekort” i et bredt samarbejde med en række relevante aktører.

Det digitale univers åbner en masse nye muligheder og sociale arenaer, som fundamentalt har ændret børn og unges vilkår og samværsformer. Men det digitale univers har også en række slagsider – digital mobning, deling af nøgenbilleder, hackerangreb, profilering af forbrugsmønstre, identitetstyveri og fake news. Projektet vil sikre, at de voksne kan få et solidt, digitalt kompas, så de kan være kompetente vejvisere for børn og unge i en kompleks, digitaliseret hverdag igennem barnets forskellige livsfaser

Uanset om vi taler om børn og unge eller vi forbrugere generelt, vil vi gerne understøtte den bevidstgørelse om det digitales indvirkning på vores liv og samfund, som vi oplever i disse år. Derfor er Forbrugerrådet Tænk blevet en del af Algoritmer, Data og Demokrati–projektet. Vi ser frem til samarbejdet.