Luk

Odense Kommune: Borgernær digitalisering er fundamentet for fremtiden

ADD-projektets nye partner, Odense Kommune, arbejder aktivt med digital inklusion af borgere. Læs mere om baggrunden for partnerskabet her.

Af borgmester i Odense Kommune, Peter Rahbæk Juel.

I Odense Kommune har vi en tradition for at sætte digitalisering højt på dagsordenen. Det spiller sammen med, at vi for alvor har etableret os som en robotby. Digitalisering og ikke mindst algoritmer er med til at drive det felt. Aktuelt har vi den 10-årige strategi Verdens bedste robotby i børnehøjde, der handler om, at vi skal lære den kommende generation at beherske teknologien og ikke omvendt. Og det er særligt aktuelt lige nu, hvor verden er blæst omkuld af kunstig intelligens.

I Odense Kommune er det politisk besluttet, at vi bl.a. arbejder aktivt med inklusion af borgerne i forhold til den stigende digitalisering. Det er et punkt i vores strategi på området: “Odenses digitale fremtid”. Derudover arbejder vi i strategien aktivt med den dagsorden, der handler om digital dannelse fra barnsben. Helt konkret har vi fx indsatsen “Sund digital familie”, der er designet til, at børnefamilier fra børnehave til udskoling får hjælp til at have en løbende samtale om, hvilken slags digital familie man ønsker at være.

I Odense kommune ved vi, at vi med vores tætte og direkte relation til borgerne er forpligtede til at sætte fokus på borgernær digitalisering.  

Det er givet, at digitalisering vil være med til at løfte de udfordringer, vi står overfor – fx mangel på arbejdskraft, klima og mental og fysisk sundhed. I Odense Kommune er digitalisering fundamentet for fremtidens kommune. Det mener vi kun er muligt, hvis vi har et bredt udsyn og har en forskningsbaseret tilgang og digitaliserer sammen med borgerne.

ADD-partnerskabet: En vigtig stemme for demokratisk digitalisering

Det lokale demokrati spiller en afgørende rolle for anvendelse af data og algoritmer i kommunerne. Odense Kommune ser ADD-partnerskabet som en vigtig stemme og partner i den udfordrende tid, der står foran os.

Som kommune er vi nødt til at sikre os, at den digitale udvikling også har rod i demokratiet. Vi står overfor et samfund, der bliver mere og mere digitalt, og vi er overbeviste om, at et partnerskab – hvor vi løfter udfordringen sammen og får mange vinkler og gennemarbejder forskningsresultater – vil være med til at skabe en bedre digital fremtid. Med partnerskabet ønsker vi at sætte vores erfaringer med og data om digitalisering i spil, bidrage til debatterne og udfordre dagsordenen. Vi ser frem til samarbejdet.