Luk

Ét år, to domme og intet svar: Kampen om musikken i AI-økonomien

For et år siden sagsøgte Koda AI-musiktjenesten Suno for at have brugt danske kunstneres musik uden tilladelse og betaling. Siden er der faldet domme, indgået…

I dag er det et år siden, at musikrettighedsorganisationen Koda sagsøgte den amerikanske AI-musiktjeneste Suno. Det var første gang, at en dansk rettighedsorganisation lagde sag an mod en AI-tjeneste. 

Suno er en platform der lader brugere lave hele sange ud fra en kort tekstbeskrivelse. Ifølge Koda kan tjenesten kun det, fordi den er trænet på eksisterende musik, herunder dansk musik, uden at musikerne er blevet spurgt eller betalt. 

Et spørgsmål om spilleregler

Koda anklager Suno for at have trænet sin AI-model på Kodas repertoire og skjult, hvilke værker der er brugt, og hvordan. I søgsmålet fremlægger Koda eksempler på numre fra Suno, der ligger tæt op ad blandt andet ”Barbie Girl” af Aqua, ”Final Song” af MØ og ”Sleeping My Day Away” af D-A-D.

For Koda er sagen principiel:  

”Først og fremmest er det vigtigt at slå fast, at sagen ikke kun handler om Koda og Suno. Den handler om, hvilke spilleregler vi vil acceptere i AI-økonomien. Hvis tech-giganter frit kan bruge dansk kunst og kultur som gratis råstof til at bygge AI-tjenester, risikerer vi ikke bare at undergrave musikskabernes økonomi, men også selve grundlaget for fremtidens danske kulturliv,” siger Nicky Trebbien, juridisk og politisk direktør i Koda. 

Målet med søgsmålet er derfor at slå ét princip fast: 

”Når AI-virksomheder bruger musik til at udvikle og drive deres forretning, skal de have tilladelse og betale for det på samme måde som alle andre, der bruger musik.” siger Nicky Trebbien.

”Sagen rejser principielle spørgsmål om AI og ophavsret med betydning langt ud over Danmark,” – Nicky Trebbien. 

Et år med domme, forlig og forbud 

Kodas sag står ikke alene. I løbet af året har rettighedshaverne fået medhold i retten flere gange. Den tyske rettighedsorganisation GEMA har vundet over både OpenAI og Suno ved domstolen i München, og i september sagsøgte canadiske SOCAN også Suno. 

Andre har valgt at forhandle. De store pladeselskaber, der selv har sagsøgt AI-tjenesterne, har indgået forlig og licensaftaler med dem, blandt andet Universal med Udio og Warner med Suno. 

Imens vokser mængden af AI-musik. I juni blev der i gennemsnit uploadet 90.000 AI-genererede sange om dagen til musikstreamningtjenesten Deezer, hvilket svarer til over halvdelen af alle nye numre på platformen. Bandcamp har taget sagen i egen hånd og forbød i januar musik, der helt eller overvejende er lavet med AI. Med den nuværende lovgivning er det i praksis op til virksomhederne selv at sætte reglerne 

”Det var da på tide” 

Sine Nørholm Just, professor ved Roskilde Universitet og forskningsleder i ADD-projektet, var meget umiddelbar, da hun første gang hørte om Kodas sag: 

”Det da var på tide! Mens vi venter på dommen i den sag, Koda har rejst, er det interessant at se, at andre har fået medhold, og at andre har rejst sag også. Ligesom der er fundet betalingsmodeller for streamingtjenesterne, må vi også gøre det for AI. Forskellen er dog, at AI potentielt kan erstatte kunstnerne. Og derfor er problemet ikke løst kun med betaling for brug af værkerne som træningsdata, men det er et skridt i den rigtige retning,” siger hun.  

Hun ser sagen som en del af en bredere udvikling, hvor flere dele af samfundet tager kampen op med tech-virksomhederne. 

”Vi ser stadigt flere retssager, både om ophavsret og om andre forhold, særligt vigtigt skade på børn. På samme måde ser vi en stigende modstand og folkelige protester, særligt omkring datacentre. Det peger på en voksende spænding, måske endda modsætning, mellem tech-virksomhederne og resten af samfundet.” 

Den udvikling handler ikke kun om penge, men også om tillid. Når over halvdelen af nye numre på en streamingtjeneste er lavet af AI, bliver det sværere at vide, hvad og hvem man egentlig lytter til. 

”Nu er EU’s regel om at deklarere AI-indhold jo netop trådt i kraft, men det er stadig uklart, i hvor høj grad den kan og vil blive efterlevet. Jeg har set eksempler på, at indhold, der ikke er AI-genereret, bliver beskyldt for at være det, og at selvom beskyldningen var falsk, så var det miskrediterende for afsenderen. På den måde er AI-indhold, i hvert fald for nu, med til at destabilisere vores tro på hinanden,” siger Sine Nørholm Just. 

Hvem bestemmer? 

Et år efter ligger Kodas sag mod Suno stadig og venter ved Østre Landsret, uden en afgørelse i sigte. Imens bliver reglerne sat mange steder på én gang: i retssale i Tyskland, Danmark og Canada, i forhandlinger mellem pladeselskaber og tech-virksomheder og i streamingtjenesternes egne retningslinjer. 

For Koda er retssager ikke en langsigtet løsning. 

”Vejen til et velfungerende marked for AI-licenser bør ikke brolægges med endeløse retssager. Der er behov for klare regler om gennemsigtighed, samtykke og betaling. Det er den eneste holdbare vej til både teknologisk innovation og et stærkt kulturliv,” siger Nicky Trebbien.  

Han kalder det ”en politisk hastesag” at få lavet lovgivning, der sikrer, at AI-tjenester betaler for den musik, de bruger, og at AI-musik ikke kan erstatte menneskeskabt musik. 

Dermed handler sagen ikke kun om, hvorvidt AI-virksomheder skal betale for den musik, de bruger. Den handler også om, hvem der får lov at bestemme, hvordan kunst og kultur indgår i fremtidens teknologi: domstolene, politikerne, virksomhederne eller kunstnerne selv. 

Det spørgsmål er omdrejningspunktet for ADD-projektets partnerkonference den 18. januar 2027 på Statens Museum for Kunst, som ADD holder i samarbejde med SMK. Læs Lisbeth Knudsen og Julie Munks introduktion til konferencen her.