Af Prins Marcus Valiant Lantz og Ida Schrøder
De næsten 3000 deltagere var mere end almindeligt klar. European Group of Organization Studies (EGOS) holder en årlig konference, der normalt er et højdepunkt i organisationsforskernes årshjul. Her dyrker og styrker man sit netværk, bliver opdateret på de seneste udviklinger indenfor sit felt, og man får uvurderlig feedback på sin egen igangværende forskning. Og i år fik man mere end det. For langt de fleste var EGOS 2022 i Wien nemlig den første internationale konference, de havde været til i to et halvt år – altså, hvor de faktisk havde set op fra computerskærmen og rejst ud i verden.
Organisationsstudier er både et relativt veletableret fagfelt og et dynamisk tværfagligt miljø, der hele tiden udvikler nye grene og perspektiver. For at afspejle det, er konferencen inddelt i undertemaer, og i år var ADD-projektet repræsenteret i tre af disse, nemlig: Organization and Time: Time as X and X as Time, Digital Capitalism: Grappling with Silicon Valley og “Orgachines?!” Organizational Decision-making and Machine Algorithms. I hver af de tre spor var der præsentationer af forskning om udviklingen af og konsekvenserne ved algoritmer og data. Her fortæller vi lidt om de indsigter det gav os og lidt om den forskning, vi selv havde med på konferencen.
Time as X and X as Time (ved Prins Marcus Valiant Lantz)
Tid har som koncept oplevet en stigende interesse i de sidste 20 år, ikke mindst blandt organisations- og ledelsesforskere (se fx dette nylige overblik over feltet i Academy of Management Annals). Tid er spændende for organisationer og samfund, for som de gamle grækere allerede havde spottet, handler tid både om konkrete tidspunkter (kronos), fx hvilken tid skal vi mødes, og timing (kairos); er det nu, det er betimeligt at mødes?
Dette års tema satte fokus på tid som afgørende for at forklare bestemte temaer (heraf X) og bestemte temaers evne til at belyse tid og temporalitet (den indbyrdes relation mellem fortid, nutid og fremtid). Teorier om tid er relevante for de fleste virksomheder, organisationer og institutioner. Når de arbejder med strategi, reformer og nye teknologier (fx AI), er der et væld af ubekendte, så det bliver en løbende forhandling om, hvor lang tid der går, før maskiner kan udføre bestemte handlinger (tænk bare på science-fiction-forestillinger om flyvende biler, der endnu ikke suser hen over hovedet på os), og hvordan forståelser af fortiden påvirker, hvor vi er nu, og hvor vi som samfund gerne vil bevæge os hen (tænk ’de gode gamle dage’ og kravet om en værdig alderdom, fx). Konkrete bidrag handlede om
- fremtidsfortællinger om kvante-computere i finanssektoren, der som bekendt fortsat er i udvikling
- nedbrud og genoptagelse af samarbejde mellem NGO’er, der hjælper socialt udsatte, under corona.
- El-bilers (gen)opblomstring i det 21. århundrede. Faktisk var der så tidligt som 1888 en tysk el-bil, kun tre år efter at Gottlieb Daimler havde patenteret sin Daimler Motorkutsche.
I min egen forskning har jeg en særlig interesse for den retoriske brug af både følelser og tid, fordi appeller til at handle nu ofte centrerer sig om mulige konsekvenser og de afledte følelser, de fører med sig (hellere handle nu end at fortryde, når jeg bliver gammel). Sine N. Just og jeg har tidligere publiceret om ”den rette tid” til at indlede en strategiproces på (Lantz & Just, 2021), og jeg har selv publiceret om følelser og tid i en corona-kontekst (Lantz, 2021). Den forskning, jeg præsenterede på dette års EGOS kombinerer disse to interesserer, men fokuserer på én særlig (og meget vigtig) følelse, nemlig håb. Væsentlig ved konceptet håb er, at håb kan være med til fremme handling; det vil sige, hvis vi håber på et bestemt udfald, motiverer dette håb os til at handle, hvorved vi nærmer os det, vi håber på, selvom det per definition er usikkert, om det, vi håber på, faktisk vil ske. Håb er så at sige en handlings-selvforstærkende følelse.
Artiklen har arbejdstitlen ”’Hope is not a strategy’. The temporal framing of (in)action” og undersøger, hvordan håb former beslutningr. Vi bruger beretningerne fra hhv. Grønnegaard-rapporten og Minkkommissionens som empiri og foretager to nedslag i den danske debat om corona; hhv. det tidlige forår 2020 (op til nedlukning den 11. marts) og efteråret 2020 (der kulminerede med den danske regerings beslutning om at slå alle danske mink ihjel, selvom regeringen manglede lovhjemmel).
Silicon Valley – helvedes forgård og paradis på jord (ved Sine N. Just)
Forskere, der interesserer sig for teknologi og organisering, har i de senere år fokuseret på digitaliseringens rolle, ikke mindst som den kommer til udtryk på samfundsniveau. Hvilke forretningsmuligheder tilbyder de digitale teknologier, og hvordan påvirker teknologierne det kapitalistiske system? Vil man have svar på de spørgsmål, kan man med fordel se mod techgiganterne i Silicon Valley, der ikke bare er nogle af de mest profitable virksomheder i dag, men også i sig selv er blevet magtfulde sociale og politiske aktører.
Nogle bidrag til dette undertema så på Silicon Valley som helhed og spurgte til, hvad det er for en ideologi, som muliggør techgiganterne – og som de selv producerer. Barbrook og Cameron (1995) betegner ’the Californian ideology’ som en uhellig kobling mellem hippiernes frie ånd og yuppiernes iværksættertrang. Den analyse blev her videreført og opdateret. For eksempel argumenterede kollegaer fra Copenhagen Business School (CBS) for, at Sillicon Valley ikke (kun) er et sted, men (også) en forestilling – og den forestilling fungerer som en trojansk hest for en række uheldige udviklinger. Mens vi drømmer om den lykke og velstand, som teknologiske fremskridt kan bringe, har udviklingen en mørk underside, som pakkes ind i forestillinger om, at data kvit og (problem)frit kan bruges og genbruges, at løsninger let kan optimeres, at de nye teknologiers fremkomst er uundgåelig, men også neutral og universelt anvendelig, og at den øjeblikkelige udvikling er så unik, at den ikke kan underlægges eksisterende forbehold og restriktioner.
Andre deltagere så på konkrete platforme og organisationer, og særligt mange var optagede af, hvordan den enkelte medarbejder eller kunde oplever mødet med den digitale kapitalisme. Det var også fokus for ADD-projektets bidrag, et samarbejde med Kai Storm og Sandra-Louise Bukuru, begge fra CBS. Vi foreslår begrebet ’onlife intersectionalities’, der indledende defineres som møder mellem online og offline identiteter. Og vi bruger begrebet som udgangspunkt for at forklare, hvem der har hvilke forudsætninger for at indgå i og profitere på såkaldt ’playbour’. Playbour er en sammentrækning af ’leg’ og ’arbejde’, og vi undersøger, hvordan kvinder, der lever af at spille computerspil (som professionelle gamere/streamere), oplever denne dobbelthed. Vi er særligt optagede af, hvordan deres online og offline oplevelser overlapper, og hvordan disse overlap påvirkes af forhold som køn, klasse og etnicitet. Nok kan kvinderne i vores studie leve af at spille/streame computerspil, men det har højere personlige og følelsesmæssige omkostninger for nogle end for andre. Dermed reproduceres uligheder, der eksisterer i det omkringliggende samfund indenfor den digitale kontekst. Vores studie viser disse uligheder, men sætter også fokus på de muligheder, som den enkelte gamer har for at overkomme dem.
Orgaskinerne kommer! (ved Helene Ratner og Ida Schrøder)
Det er vist tydeligt for jer, der læser med, at forskning om algoritmer, data og demokrati kan handle om mangt og meget. Og når vi som forskere forbereder os på årets EGOS konference bruger vi en del tid på at finde ud af, hvilket undertema, vi ønsker at deltage i. I år var der 69 (!) forskellige undertemaer. Nogle af undertemaerne tager udgangspunkt i bestemte teoretiske interesser, hvor forskerne læser og udvikler teori, der relaterer til hinanden. Marcus’ undertema er et godt eksempel på dette. Andre undertemaer tager udgangspunkt i nye empiriske fænomener, der endnu ikke har en lang samlet forskningstradition og teori-udvikling. Helene og jeg kastede os ud i sådan et tema. Det handlede om, hvad der sker, når organisationer begynder at anvende algoritmer, og det havde fokus på at undersøge og forstå algoritmer i den organisatoriske kontekst. Deraf navnet ”orgachines” – en sammenskrivning af ’organization’ og ’machine.’ Men vi kendte ingen af de forskere, vi skulle tilbringe tre dage sammen med. Det viste sig at blive tre hjernevridende og lange dage.
Hvad sker der, når omkring 30 forskere fra 10 forskellige lande og 15 universiteter sætter sig sammen for at diskutere deres egen og hinandens forskning, om et nyt fænomen, ingen rigtigt har arbejdet helt grundigt med, endnu? De begynder at tale om, hvad de taler om. De prøver at typificere og kategorisere og på den måde skabe et generaliseret sprog, der kan bruges til at udvikle teorier om det nye fænomen. Fx havde to forskere fra Aalborg universitet undersøgt relationen mellem medarbejdere og algoritmer med kunstig intelligens og forsøgt at typificere relationen på en lidt alternativ måde: de foreslog, at man kunne dele AI op i ”forudsigelig AI” (predictable AI) og ”uforudsigelige AI” (unpredictable AI). Forskerne havde, så at sige, vendt begreberne om, så de beskrev medarbejdernes oplevelse af algoritmerne frem for at beskrive algoritmernes funktion. Vi kender nemlig typisk forskellen mellem prædiktiv og ikke-prædiktiv AI som en forskel i selve algoritmens model. Altså om den skal forudsige (predict) noget eller ej.
Forskerne forklarede, at den ”forudsigelige AI” er simpel og løser simple opgaver og den uforudsigelige AI er mere kompliceret og løser komplicerede opgaver, der forandrer sig og selve algoritmen. Medarbejdere reagerer forskelligt på de to oplevelser af algoritmer. De stoler på de forudsigelige algoritmer og samarbejdet med dem er nemt. Derimod skaber samarbejdet med de uforudsigelige algoritmer et væld af følelser som jalousi og mistillid – ligesom mellem mennesker. Denne analyse skabte livlig diskussion. ”Hvordan kan AI være uforudsigelig, når den er baseret på regler”, spurgte en forsker. Svaret var, at ”det er uforudsigeligt, fordi vi ikke ved, hvad der sker i den sorte boks”. En anden forsker foreslog: ”Måske taler I om forklarlighed (explainability)?”. Til det svarede en anden ”stærk AI kan ikke forklares”. På den måde cirkulerede diskussionerne rundt, lidt som en leg med ord: Hvad sker der, hvis vi vender det hele på hovedet? Hvad får vi så øje på? I dette tilfælde fik forskerne øje på, at medarbejderes reaktioner kunne forklares ret simpelt med graden af kompleksitet i de opgaver, den kunstigt intelligente algoritme skal løse. Men om det giver mening at tale om forudsigelig vs. uforudsigelig AI står tilbage i det uvisse.
Helene og jeg præsenterede en artikel om, hvad etiske hensyn er og hvordan de forandrer sig, når organisationer udvikler prædiktive algoritmer. Vores forskningsspørgsmål om etik var ret anderledes end det, de andre forskere i vores undertema, interesserede sig for. Generelt handlede forskningsdebatten i vores undertema om, hvordan ledere strategisk kan arbejde med og udvikle algoritmer på en måde, der øger organisationens værdi. Flere præsentationer handlede fx om lederens rolle i den ”nye digitalisering” og andre om konkrete udfordringer – fx udfordringer med at tiltrække kompetencer til nye AI start-ups.
Til sammenligning er Helenes og min forskning etnografisk, og den søger at generere teori med udgangspunkt i det, der sker i praksis. I vores præsentation fokuserede vi på det, vi kalder ”ethicizing” eller på dansk: ”etik-gørelse”. Ledere, politikere, praktikere og andre, der er involveret i at designe og udvikle algoritmer med kunstig intelligens som redskab til at understøtte beslutninger om udsatte børn og unge, falder stort set altid tilbage på spørgsmål om etik, når de skal forholde sig til, hvad algoritmen skal og ikke skal. Der sker på den måde en form for ”etik-gørelse” af it-redskaber, som tidligere blev omtalt som tekniske løsninger. I vores forskning viser vi, at denne etik-gørelse former både algoritmen selv og den måde algoritmer får legitimitet som en ”god” algoritme. En algoritme bliver fx opfattet som mere god, når den bliver personificeret med et navn, som en kollega, der har brug for at blive trænet op, end som et kedeligt it-program, der stadig er fyldt med fejl. Vores forskning vækkede en generel diskussion om etik. Den vigtigste feedback, vi fik til vores konkrete artikel var, ”at det var en af de mest interessante cases i offentlig forvaltning”. Oversat fra forskersprog til almindeligt dansk sprog, betyder det, at vores case er vigtig, har international relevans og kræver nærværende, detaljeret forskning.