Befolkningsundersøgelsen er led i et omfattende og ambitiøst 100 millioner kroners kombineret forsknings– og oplysningsprojekt, som kortlægger og skaber indsigt i og debat om de mange problemstillinger, der følger med en øget digitalisering af samfundet. Projektet løber over 10 år (2021-2031) og har navnet ”Algoritmer, Data og Demokrati” eller forkortet “ADD-projektet”. Projektet er støttet af Villumfonden og Veluxfonden.
I befolkningsundersøgelsen tager ADD-projektet borgernes briller på og giver et aktuelt billede af, hvordan danskerne forholder sig til den digitale teknologiske udvikling. Undersøgelsen belyser blandt andet, hvor danskerne ser muligheder og risici ved den teknologiske udvikling, og hvor ansvaret for de potentielle risici placeres.